Med Kærlig Hilsen

Med Kærlig Hilsen

"Kærlig hilsen tante Agathe"

Med undertitlen "Depressionsbehandling uden medicin"
er en bog skrevet af Gunnar Hatt
Bogen udkommer 21. maj 2017

Antidepressiv medicin virker! Men hvordan? og er det den virkning, vi har brug for?

Spørgsmål og svarPosted by Gunnar Hatt Fri, February 23, 2018 18:23:27

DET ER ET SPØRGSMÅL OM HVILKEN KULTUR VI ØNSKER!

TV2 har i dag kunnet meddele, at nu er det blevet fastslået i den hidtil største undersøgelse i England, at antidepressiv medicin virker. Det ville have været ønskeligt om de havde set lidt nærmere på, hvordan den virker.
Løser den i det hele taget noget, eller er den snarere med til at trække vanskelighederne i langdrag?

Men boghandleren kan ikke sove. Dette radiospil skrev Ernst Bruun Olsen allerede i 1962. Et hørespil om den arme boghandler, der fra sin lejlighed over boghandelen kunne iagttage, hvordan flere og flere af byens indbyggere blev forvandlet til næsehorn, der gungrede op og ned gennem hovedgaden uden mål og med - blot følgende flokken.
Et hørespil bl.a. om hovedløs adfærd og manglende kulturel indsigt. Om medløbere. Det var dette hørespil, jeg kom til at tænke på, da jeg hørte hvordan TV2's nyhedsudsendelse ukritisk viderebragte nyheden om, at antidepressiv medicin virker. At det nu var slået fast af engelske forskere i den hidtil største undersøgelse. Og så sker det sædvanlige, nemlig at medierne bringer disse informationer frem uden at forsøge at se ind bag informationerne. Og uden at bringe noget nuanceret billede. Nu har jeg jo fulgt med i debatten om behandling af depressioner siden 1979, hvor jeg begyndte som privatpraktiserende psykolog og havde skrevet speciale om depressionsteorier. Det var dengang ret chokkerende at se, hvor ringe det faglige og logiske niveau var - en sammenblanding af symptomer og forklaringer. Langt sene: I Danmark fik alle ydernummerpsykologer (os med en aftale med sygesikringen) for få år siden påbud om at formidle spørgeskemaerne om depressionsbehandlingens effekt til vore klienter underden offentlige sygesikring. Der var mange spørgsmål, men de koncentrerede sig om "hvordan har du det"-spørgsmål. Nu skal man jo ikke have beskæftiget sig ret mange år med sådanne problematikker for at indse, at det hele ikke blot handler om, hvordan man har det, men i særdeles høj grad også om hvordan man tager det, sådan som allerede Søren Kierkegaard påpegede det. Så jeg ringede straks den psykolog op, som var den ene halvdel af forskerteamet bag undersøgelsen - en psykolog, som jeg selv tidligere havde inviteret med i en gensidig supervisionsgruppe. Og så fortalte jeg hende, at jeg i spørgeskemaet i den grad manglede spørgsmål om "hvordan tager du det?". Har du lært noget af at gå i terapi? Har du lært noget, du kan bruge resten af dit liv? Forstår du nu, hvordan du kan gøre, så du ikke får tilbagevendende depressioner? For hvad kan vi gøre for en voksen kvinde, der hver gang hendes far begik overgreb på hende, undskyldte sig med, at han ikke kunne gøre for det - det var fordi hun var så smuk. Og det fuckede hele hendes liv op. Og hun var nøjagtige lige så god (læs: dårlig) til at bakke sig selv op, som hendes mor, der var vidende om, hvad der foregik, men ikke greb ind. På den måde havde hun lært at frakende sig selv værdi. Og blive ved med at frakende sig værdi. Sket var jo sket. Og hun må ud af den fastlåsende måde at forsøge at tackle det på, for at kunne komme videre, for bliver man ved med at tænke i samme baner og gøre det samme, så kan de fleste forstå, at man også bliver ved med at få det samme resultat. Her er anerkendelse af, at det, der skete, vigtig - men det er ikke nok. Ændrede tankemønstre fra at være en, der måtte finde sig i overgreb, ændrede holdninger og ændrede handlinger er vigtige. Så jeg spurgte min kollega: hvorfor har du ikke nogen spørgsmål der går på om klienten har lært noget brugbart? Har fået nye holdninger - især til sig selv. Og hun svarede ganske enkelt: Det er fordi forskningsopgaven blev sendt i udbud, og for at være rimelig sikre på at få forskningsopgaven blev vi nødt til at droppe spørgsmål, som lå uden for den konventionelle tankegang på området. Nå, det var dér problemet var begravet! Follow the money kan have flere betydninger. Men resultatet blev - ud over at bekræfte, at psykoterapi hjalp folk - at det års klienter blev præsenteret for den ide, at det handlede om, hvordan de havde det og ikke om, hvordan de havde lært at tage det, for er der een ting, som spørgeskemaer er gode til, så er det at få ledt den, der svarer på det, ind på den måde at tænke på, som man spørger til. Som om depressioner er en undtagelse fra reglen om årsag og virkning. Med alt andet bøvl er vi nødt til at se på om, vi kan finde ud af, hvad det kom af, hvordan vi selv har handlet i forhold til det, der skabte problemet, og hvordan vi kan komme til at fastholde problemet ved ikke at gennemskue vores egen del i det - f.eks. hvordan vi fortsætter med at acceptere at gå for lud og koldt vand og lade os bruge til noget, vi aldrig skulle have været udsat for. Men hvis de depressive perioder kommer igen fordi hun ikke har indset, hvor dygtig hun skal blive til at tage sig af sig selv på en god måde, er behandlingen så vellykket?
Hvad er hende diagnose? Er det: fastlåste, tidlige indlærte problemløsningsstrategier og tidligt indlært frakendelse af selvværd som følge af usundt opvækstmiljø med depressive reaktioner? Desværre skal hun ind under det officielle diagnoseapparat med diagnoser, der mere egner sig til at gøre kollegers billede af patienters symptomer enklere, men ikke giver nogen som helst clue om hvordan hun kan frisætte sig fra fortidens overgreb.
Har vi hjulpet hende videre forbi problemet eller nøjes vi med at forsøge at fjerne symptomerne. Skal vi faktisk stille os tilfreds med et behandlingsresultat, hvor vi dølger symptomerne men efterlader årsagerne uberørte? Og ofte med langvarig medicinering til følge. En langvarig medicinering, som tjener til at fastholde hende i et billede af, at hun er syg. Eller skal vi lære at forstå, hvordan vi skaber grundlaget for depressioner - både individuelt og gennem hvordan vi indretter samfundet, eller skal vi blot gå efter at eliminere symptomerne? Skal vi se på sammenhænge mellem ensomhed, angst og depression, manglende solidaritet med sig selv og forsøg med problemløsningsstrategier, som ikke løser noget, men blot flytter rundt med problemerne. Skal vi blot gungre derudad? Hvad med om vi begyndte at spørge: Hvad er et godt liv? Hvad er en sund måde at tackle udfordringer på? Vi har det med at pleje vores sko bedre end vi tager omsorg for vores egen psyke. Så i stedet for at fare forvildet rundt og ukritisk gentage de seneste forskningsresultater, så er det vel på tide, at vi graver et spadestik dybere og spørger os selv, hvilket samfund vi ønsker os og hvad vi ønsker os af vores liv. Se. det er nogle af de temaer, som jeg ville ønske, at medierne ville beskæftige sig med frem for den evindelige og som oftest frugtesløse snak om, hvorvidt antidepressiv medicin virker. Selvfølgelig virker den. Spørgsmålet er bare om den virker på den måde, der er eftertragtelsesværdig. Spørgsmålet er, om antidepressiv medicin overhovedet er løsningen for alle dem, der ikke allerede er kommet så langt ud i det depressive mønster at vi som behandlere bør være glade for, at der findes et alternativ til at lære at få et ordentligt liv, nemlig antidepressiv medicin. Jeg vil se med glæde på, at medierne begynder selv at sætte sig lidt grundigere ind i, hvad depression faktisk handler om i stedet for blot at referere undersøgelse på undersøgelse uden at informere os om præmisserne - eller blot stille det enkle spørgsmål: selv om antidepressiv medicin måske virker, er antidepressiv medicin så svaret på den problematik, der altid ligger bag?

Gunnar Hatt privatpraktiserende psykolog gennem 38 år.





  • Comments(0)