Med Kærlig Hilsen

Med Kærlig Hilsen

"Kærlig hilsen tante Agathe"

Med undertitlen "Depressionsbehandling uden medicin"
er en bog skrevet af Gunnar Hatt
Bogen udkommer 21. maj 2017

Findes der destruktive følelser?

Filosofiske smulerPosted by Gunnar Hatt Fri, April 28, 2017 18:55:29
Jeg har tit undret mig over, at der er nogle følelser, som man kalder destruktive. Det er ikke fordi jeg ikke forstår, hvor ubehagelige de kan føles uanset om de er mine egne eller nogen, jeg får smidt i hovedet fra andre. Det er ikke fordi jeg ikke kan se, hvor meget ravage, dekan lave, når de bliver lukket ud, eller hvor meget ravage de kan lave når de ikke bliver lukket ud.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan se, at dem, som vi kalder negative følelser og som vi oftest helst er fri for. Eller fordi jeg ikke kan indse, at en fysisk smerte kan blive så overvældende, at den bliver for svær at håndtere, så jeg bare ønsker at dulme det.

Det er fordi jeg ser følelser som budskaber til bevidstheden, budskaber om, at der er noget, som jeg skal tage vare på. Et budskab kan man opfatte som godt eller dårligt, men i sig selv er det bare et budskab. Ham, der har sendt mig en regning, kan sikkert godt lide budskabet, mens det slet ikke er sikkert, at det falder i god jord hos mig.

Men en følelse er jo en følelse, og en følelse i sig selv kan i mit univers ikke være hverken positiv eller negativ. Det positive eller det negative afhænger helt og holdent af, hvordan vi forholder os til følelsen. Hvordan vi forstår budskabet.

Er det negativt at føle, at man fryser? Det er ubehageligt, ja, men er det en negativ følelse? Hvis jeg fryser kan jeg vælge at blive irriteret, men jeg kan også tage lidt mere tøj på, eller skrue op for varmen og i det hele taget sørge for, at jeg ikke ender med en forkølelse. Jeg kan også få den ide, at det kunne være dejligt at søge lidt ekstra varme under kærestens dyne. Om hun så synes, at MIN følelse er positiv eller negativ, ja, det afhænger nok af hendes humør.

Og sådan kan vi fortsætte. Jeg sad engang i lægens konsultation, fordi jeg havde fået en springfinger af overdrevent violinbyggeri, hvor min entusiasme havde fået mig til at overse, hvor meget jeg havde fået belastet min tommelfinger. Den skal lige have en lille operation, sagde lægen og tilføjede: Jeg skriver lige noget smertestillende op. Han så mildest talt undrende på mig, da jeg sagde: Ved du hvad, det skal du ikke gøre. Den smerte er jo til at holde ud, og den er der vel for at jeg endelig kan lære at passe på min tommelfinger og lære ikke at overbelaste den en anden gang. Det ville være en lille smule hjernedødt at bortfjerne smerten, når min krop nu ikke har få forfærdelig mange andre måder at lære mig det på. Hvis den da overhovedet har andre måder at lære mig det på.

Smerten er en del af en læreproces – ellers ville smerte jo være totalt overflødig.

Lidelsen er en del af en læreproces – ellers ville lidelsen jo være totalt overflødig.

Bøvlet er en del af en læreproces – ellers ville bøvlet jo være totalt overflødigt.

Sådan kan man også se på andre følelser.

Det, der kan gøre, at en følelse er destruktive, eller rettere, at vi kalder den destruktiv, er, at udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer den.

Skyld og skam ville vi kalde destruktive følelser, fordi de kan ødelægge meget i vores liv. Men oversætter vi skyld og skam til at vi er usolidariske med os selv, så ændrer perspektivet sig. Gider jeg bære på en skyld? Hvad bruger jeg i det hele taget skyld til? Tja, vel sagtens det samme som de allerfleste andre mennesker: nemlig til at undgå at gøre det, som ville løse op for problemet. Vi deler skyld ud til os selv, og vi deler skyld ud til andre. Og hvad sker der som regel ved det? Ikke andet end at nogen får det dårligt i stedet for at interessere sig for at forstå, hvorfor det skete som det skete, og hvorfor det ikke behøver at ske sådan igen. Så i stedet for at bruge skyld til at blive klogere, så bruger vi den som regel til at forlænge lidelsen. Det samme gælder skam. Det kan være vi har gjort noget dumt. Men så kan vi vel blive klogere, hvis vi vil. Men vi kan også vælge at tage skyldens byrde på os og bilde os ind, at hvis vi nu er rigtig grimme ved os selv, så ophæver det, at vi har været rigtig grimme ved andre. Men så er realiteten jo, at vi fortsætter med at være grimme, grimme ved nogen, nu er det bare lidt mere ligeligt fordelt, og så mener vi, at det er retfærdigt. I min forståelse er det en forøgelse af smerten – også selv om den bliver båret på flere skuldre. Det er på ingen måde noget, der i sig selv fører til en bedre verden.

Jeg snakkede engang med en ung mand, som var havnet i et tyrkisk fængsel, fordi han havde kørt et menneske ihjæl. Han havde kørt for hurtigt, og han havde overset noget vejarbejde. Bump! Ødelagt bil og død mand. Men havde han lært noget? Jeg synes det ikke. Han blev ved med at køre lidt for hurtigt, og mindst én gang blev jeg bekendt med, at han havde kørt bil i ret påvirket tilstand. Men selvfølgelig skammede han sig og følte sig skyldig, når han kom til at tænke på den forfærdelige oplevelse.

Jeg snakkede engang med en anden mand i en mere moden alder. Han fortalte, at han engang ved et uheld i Genova's travle havn, som kranfører, var kommet til uforvarende at dumpe en container ned over en mand, der døde på stedet. Han fortalte, at han i alle årene siden havde påtaget sig en disciplin: aldrig nogensinde siden med overlæg at tage livet af noget levende væsen. Så han en myre på havegangen, så trådte han uden om den. Havde han fået jordbier i græsplænen, så ventede han til vinteren med at destruere boet. Han fortalte om, hvordan hans nabo engang var kommet over og havde beklaget sig over, at vores bekendte husede et stort hvepsebo i sin carport, og at naboen klagede over, at det var disse hvepse, der invaderede han søndags-morgenbord i haven. Jeg husker ordret, hvad han svarede: Hvis du kan bevise, at det er mine hvepse, der ødelægger din fornøjelse ved morgenmad i haven, så må du gerne fjerne hvepseboet. Jeg selv vil hellere leve med det. Hvad kunne han gøre andet end at ære den døde havnearbejder med igen og igen at minde sig selv om, at liv var værdifuldt, og det, som han i mangel på tilstrækkelig opmærksomhed havde taget, det gjorde han til en en konstruktiv disciplin. Alligevel gjorde det ham på ingen måde blødsøden. Han var arbejdsleder og som sådan indimellem nødt til at afskedige folk. Men han valgte med omhu at gøre det på den måde, der gav mindst bøvl for alle. Det lykkedes ham på den måde at få nogle oplevelser af, at hans son-offer faktisk blev en glæde for ham at give.

Det er med andre ord i allerhøjeste grad op til os selv, om de emotioner, vi oplever, bliver konstruktive for os, eller om de bliver negative.

Vrede kalder man generelt en negativ følelse. Men vreden i sin grund er ret harmløs. Men kan forestille sig, at ens vrede er en lille hund, som larmer, hver gang der sker noget, som er anderledes end det, vi selv har brug for. Man kan så vælge mellem at sende hunden lige i flæsket på den anderledestænkende, eller man kan sige til hunden/vreden, at det er dejligt, at den fortæller, at der er gang i et eller andet, som man skal tage sig af, klappe den på hovedet og sige ”dæk”, nu skal jeg nok selv tage mig af det.

Alle følelser har dette element i sig, at de skal få os til at blive opmærksomme, gøre noget, og helst med en konstruktiv indsigt, så problemet faktisk løser sig. Det går i sig selv, når vi gør det, som får harmonien til at genopstå. Men først må vi som regel række ud i verden og foretage de nødvendige ændringer.

Det er derfor grækerne kalde dem emotioner: af e-, som betyder ud, og motion, som betyder bevægelse. Fordi alle emotioners natur er, at de skal få os til at forholde os til et problem og løse det Det er ikke de emotionelle, der skal bestemme måden man handler på. Vreden skal ikke bestemme. Vi kan blive så vrede, at vi har mest lyst til at bide de andre i benet, eller gøre det, der er værre. Men dybest set er vreden for os mennesker blot en budbringer. En budbringer om, at vi ikke har det godt nok med det, der sker.

Med andre ord: vreden er dybest set en afstandtagen fra det, der sker. En manglende accept. En afstødning.

Den tager mange former, fra utilfredshed, via irritation, afstandtagen, vrede, fordømmelse til raseri. Alle sammen er de variationer over vrede.

Og så er der jo mange, der bestyrtet vil udbryde: vil det så sige, at du mener, at vi blot skal acceptere alt? Og svaret er: accept er at tage virkeligheden til sig og derudfra bestemme, hvorcan man vil handle på virkeligheden. Accept har såden set intet med passivitet at gøre. Faktisk kan man sige: egentlig tværtimod. Accept er at åbne øjnene og indse, hvad der foregår, at erkende, hvad virkeligheden er – det er accept.

Skyld er noget i retning af det modsatte. Skyld er som regel et forsøg på at undgå at indse, hvad der er foregået, at forsøge at undgå at acceptere, at det rent faktisk foregik, og bruge tiden på at dunke andre eller sig selv oven i hovedet, i stedet for at søge de konstruktive løsninger.

Det tager tid at øve sig i at opløse ”negative følelser” i de to bestanddele: følelsen som sådan på den ene side og hvordan vi vælger at forstå den og løse det problem/den ubalance, der har afstedkommet den. Det tager tid at forstå, at vrede ikke er noget, som man bare skal smide i hovedet på andre, men at der er en ide i, at det er en selv, der føler vreden, og dermed en selv, der må tænke over den mest konstruktive måde at håndtere ubalancen eller uoverensstemmelsen på.

Eet er sikkert: enhver emotion kommer af en ubalance, og det kan gøre godt at forstå emotionen – uanset om den er rar eller sindsoprivende – som et signal om, at en ubalance trænger til at blive korrigeret.

At fryse handler om at række ud af termostaten. Sulten handler om at række ud efter køleskabet, utålmodigheden er signalet om, at der er noget man trænger til skal ske, tissetrangen om at man skal finde et sted at komme af med vandet. Og det sidste er en fortrinlig emotion til at illustrere, hvad der sker, hvis man fornægten en emotion, der har rødder i realiteten: den bliver bare større og stærkere og ender med at tage mangen fra en.

Ligesom børnehavelærerinden, der ikke skal vente med at handle på larm og vild leg til det bliver for meget og der sker ulykker, ligesom hun skal lære at være opmærksom på signalerne og handle i tide så der altid rimelig ro og overblik, ligesådan vil det være en kæmpe fordel, at lærer at elske sine ”børnehavebørn” og lærer at tage vare på deres behov og finde de konstruktive løsninger på dem.

Ingen emotioner, selv ikke de mest uønskede, kommer for at genere dig. Og jo mere de er gejlet op, jo mere er de udtryk for, at du har forsømt at tage dig kærligt og indsigtsfuldt af dem.

For den depressive er der et stort arbejde med at forstå, at alle de ”negative” følelser ikke kommer for at genere, men faktisk for det modsatte: for at appellere til, at man begånder at tage hånd om sit liv med større indsigt og bedre færdigheder.

Jamen hvad så med jalousi, vil nogen spørge. Det er da en negativ følelse at være jaloux.

Men hvad er da kernen i jalousi? Hvad om vi omdøber følelsen til: jeg tror, at der er nogen andre, der får det, som jeg selv meget gerne vil have.

Der er jo ingen grund til at blive jaloux, hvis man selv har så rigeligt. Det er jo netop fordi der er noget, som man savner, at man føler jalousien.

Faktisk talte jeg engang med en mand, som blev rigtig glad for denne udlægning, for pludselig gik det op for ham, at han faktisk ville sin kone – ville hende – at de var gledet fra hinanden i hverdagens trommerum, og at han jo forestillede sig, at der stadig var liv i hende, og at eftersom han ikke fik mulighed for at opleve det, så måtte det vel være fordi en anden fik det. Og tilsvarende: hvorfor blive jaloux over, at en anden eventuelt, måske, fik noget, med mindre det var fordi han selv ønskede mere end han havde givet sig selv lov til at mærke. Jalousi kan ødelægge et parforhold, men følelsen kan lige så godt bruges til at puste liv i noget, som er gået hen og blevet mere kedeligt end der faktisk er dækning for.

Er det ved at være klart: emotioner er som postbude. De afleverer en information. Det gør de uanset om det er rudekuverter eller invitationer til et eller andet interessant. Lad være med at interessere dig så meget for postbudet – han afleverer bare vigtig information. Kig på brevet. Forstå indholdet. Find konstruktive måder at klare udfordringen på.

Destruktive følelser er et særdeles misvisende begreb.

Jamen, siger mange, når vi er depressive, så har vi en masse emotioner, som vi ikke kan døje. Vi vil bare af med dem. Ja, men husk, at emotioner bare er budbringere om ubalancer. Fix ubalancen, og følelsen går i sig selv. Eller nægt at fixe ubalancen, og emotionen vil blive mere intens.

For mig at se er det nødvendigt at arbejde på to planer: det ene er at indse, hvad det ukonstruktive mønster kommer af, så man kan begynde at lukke energien ud af det, og det andet er at blive dygtig til at tage sig af sit liv. Det første – det med at kigge indad – skal man som regel have hjælp til at lære ordenligt. Det andet er faktisk en del lettere.

Kodeordene til arbejdet kunne være præcis forståelse, accept, medfølelse og handling.



  • Comments(0)//medkaerlighilsen.gunnarhatt.dk/#post6