Med Kærlig Hilsen

Om god og dårlig terapi (om at blive hel igen).Filosofiske smuler

Posted by Gunnar Hatt Mon, June 18, 2018 11:50:31

Flere har opfordret mig til at skrive lidt mere om, hvad jeg selv mener er god og dårlig terapi, idet det ikke er skrevet særlig klart i bogen. Jeg har i dette indlæg forsøgt at komme lidt rundt om emnet uden at gå i for mange detaljer.

Om at blive hel igen.

Jeg har i tidens løb stiftet bekendtskab med mange forskellige terapiformer, som alle har været velmente forsøg på at hjælpe folk. Og de fleste har da også haft effekt – men hvilken effekt.

Hvert menneske har sine særegne kvaliteter, som det kan videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som livet giver. Hvert menneske har også sine særegne vanskeligheder, som de ligeledes kan videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som deres liv giver. Selvfølgelig er det sådan.

Hvis disse vanskeligheder fx er, at de reagerer depressivt, så er der jo helt basalt tre måder at tackle udfordringerne på: man kan gøre som man plejer og videreudvikle det depressive mønster, eller man kan forsøge at ændre måden man tackler udfordringerne på – eller den tredje vej, som mange vælger: man kan blive i problematikkerne og vælge antidepressiva i den overbevisning, at medicinen vil hjælpe.

Min erfaring gennem mine næsten fire årtier som terapeut er, at hvert menneske har sin egen, sin helt egen vej gennem livet og også gennem sine vanskeligheder. Derfor vil det være en nærmest umulig opgave at skrive helt generelt om, hvordan man skal håndtere dem. Mange af de terapeutiske retninger har selvfølgelig deres eget bud på hvad de ser som den ideelle måde at håndtere tingene på. En klog kone har engang sagt, at man hjælper klienterne bedst gennem de metoder, som terapeuten har det bedst med. Det er der megen sandhed i, og det er der også mange undersøgelser, der viser. Men det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for én ting er, at terapeuten skal trives – og der er jo ikke megen ide i at arbejde med terapi, hvis man ikke trives med den måde, man arbejder på. Men en anden ting er, at der jo i et terapiforløb også er en klient til stede, og at denne klient ikke bare skal trives med det, der foregår i terapien, men også skal have skræddersyet forløbet i forhold til sine vanskeligheders art. Og for at gøre det endnu vanskeligere, så har disse klienter også deres familie, vennekreds og arbejde, som de også skal kunne trives med.

Nogle går i terapi for at få bugt med deres angst og kommer måske til en terapeut, som bakker dem helt op i deres ret til at være sig selv, men resultatet har været, at fra at være havnet i den ene grøft, angstens, så ryger de tværs over det, der kunne være deres balancerede udgangspunkt for resten af livet og havner – ikke på vejen – men i den modsatte grøft, hvor de får bakket sig selv op i en grad, så de bliver skilt og de næste mange år kan de så i stedet have problemet med at have fælles børn med en eksmand, som de forestiller sig at de skal håndtere fra den nye grøft.

Så hvad er ideen med at komme til psykolog med eet problem og komme hjem med et andet?

Hvad er ideen i at gå fra at have været i offerrollen og til at træde ind i bødlens rolle? I mine øjne er der intet nyt under solen, hvis det er sådan man gør. Jo, rollerne er nu byttet om, men spillet er det samme, og med mindre det hele skal eksplodere, så kræves det, at de andre er med på rolleombytningen. Og kan man ikke se, at man i sin nye rolle deltager i netop den rolle i det spil, som i sin tid var så destruktivt for én, så er resultatet jo på langt sigt, at man nu er trådt ud af den rolle, som gav én selv problemer og ind i den, som giver de andre problemer. Det svarer vel egentlig til, at vi løser vores problem med at de andre laver en C02-forurening som også påvirker vores område, ved selv at begynde at forurene. Så får vi da i det mindste selv glæde af forureningen – tænker mange – men man skal jo have sine skolepenge tilbage, hvis man ikke kan se, at det samlede resultat af den tankegang er, at forureningen accelererer.

Man kan ikke løse et problem på det niveau, problemet er på. Man er nødt til at skifte niveau.

Man kan fx ikke løse en emotionel konflikt ved at køre endnu mere rundt i det emotionelle. Man kan ikke løse et problem med at lade sig styre af tante Agathes meninger og forslag ved at finde en ny tante Agathe, selv om den nye måske er terapeut. Det kan så se ud som om man får løst et konkret problem – det er klart – men der er jo ingen ide i at rende til terapeut for at gøre terapeuten til en ny autoritet i ens liv – til stor fortrydelse for den gamle tante Agathe. Det er jo i realiteten blot at blive ved med at tro, at man aldrig behøver at lære at blive sin egen autoritet, at man aldrig rigtig begynder at stole på sig selv, og at man altid forholder sig skeptisk til sine egne ideer om, hvordan noget skal løses med mindre man har konsulteret sin terapeut.

Nogle terapeuter ser ud til at trives med denne rolle som giver dem faste indtægter, mens andre synes det er forstemmende at deltage i et sådant cirkus.

Men kan vi da ikke sige noget forholdsvis generelt om, hvad der er konstruktivt eller skal vi blive ved med at påpege fejl og mangler?

Jeg vil vove forsøget med at se lidt på – ikke bare, hvad vi skal væk fra – men ved at forsøge at se på, hvor det er, vi gerne skulle hen. Ved at forsøge at indkredse, hvad der er konstruktivt.

Det behøver ikke at være så kompliceret.

Hvis terapi - eller for så vidt problemløsning i det hele taget - skal have en mening, så må det være at få mennesker til at fungere bedre i sig selv og i en sammenhæng. Den smerte, de lidelser og det bøvl, der kommer ind i ens liv stammer først og fremmest fra de splittelser, vi får lavet og kommer ud for.

Og kuren for hver enkelt skabning ser ud til at være at vokse og gro og blive mere integreret.

(Og her vil det være godt, hvis man allerede har læst det lille essay, jeg har kaldt Kærlighed, skønhed og depression, som også findes på denne blog).

Det er gammel viden at den gode udvikling går gennem at løse op for det, der har sat sig fast, og skabe en velfungerende sammenhæng. Den gode udvikling kommer af at hjælpe sig selv såvel som andre – og andet – i gang. Faktisk kommer det gode, gamle danske ord, elske, af en sprogstamme, som betyder både at så, at pløje og at opfostre, altså i realiteten det, der skal til for at bringe nye generationer frem og skabe det gode liv.

Love is to contact that point in another person that makes him grow. Love is to contact that point in oneself that makes oneself grow. Love is in reality to contact everything in a way that makes growth possible. And not just possible but also so that it happens.

Kærlighed er ingen forbrugsfest og kærlighed er ingen vare. First you fall in love and then - when you have got what the other person had to give or tried to take it – then you fall out of love.

Det er gammel viden, at kærlighed i betydningen ligeværd og nærvær ikke er noget, man kan tage. Man kan tage imod, men ikke tage. Det, man får, hvis man forsøger at tage, ender med at blive noget underligt, forplumret noget.

Disse punkter hvor vi kan vækste er der, hvor vi ellers er groet fast og stagneret, og terapi viser, at vi selvsagt ofte har meget lidt lyst til at berøre de punkter, som kunne give os vækst, med mindre vi allerede har opbygget nogle gode erfaringer med at tage hånd om dem, og har vi det, så har vi ikke så meget brug for terapi længere. Terapi må derfor for mange handle om at blive fortrolig med hvordan man får de gaver frem, der ligger i enhver udfordring.

I alle de år, jeg har set mennesker vokse gennem terapi, har det været tydeligt, at en sådan vækst altid indebærer nogle grundlæggende holdningsskift og forståelser – og ikke mindst nye handlinger. Et skift til nye holdninger og nye forståelser, der er mere i overensstemmelse med, hvem vi egentlig er bag alle vores problemer og alt vores bøvl.

Heling handler om at gøre hel. Heling handler ikke om at flytte et problem fra ét sted, hvor det laver ravage i vores eget liv til et andet sted, hvor det laver ravage i andres. Eller med kemi at flytte problemet fra ét sted i én selv til et andet sted i én selv. Det handler lige så lidt om at om at smide sit køkkenaffald over hækken til naboen, som det handler om at smide sit psykiske affald over til naboen. Det handler om at blive voksen og rydde op efter sig selv og rydde op i sig selv. Om at blive sin egen autoritet og sin egen omsorgsgiver. Og det handler ikke om at følge tante Agathes råd for at blive et godt menneske. Det må handler om at undersøge, om nogle af de råd, hun giver faktisk ER gode, så man kan gøre dem til sine egne og droppe resten. Det handler ikke om at plagiere og træne i et blive et godt menneske, som er hendes ide om det gode liv.

Det er måske den vigtigste erkendelse, jeg er kommet til gennem mit arbejde: at mennesker, når de rigtig får løst op for det, der plager dem, altid viser sig at blive mere rummende, kærlige og medfølende over for ikke bare sig selv, men over for sine omgivelser. Der er altså ingen grund til at spilde tiden med at plagiere andre, når den enkleste og korteste vej er at blive sig selv og give andre de helt samme vilkår for et godt liv.

Så hvis vi skal tage konsekvensen af det jeg allerede har skrevet, hvad kan vi så sige mere generelt om at vækste?

Jo, vi kan øve os i at opdage det sårede barn, som vi alle indeholder. Et barn, hvis skader er blevet til i situationer, hvor vanskelighederne har været for store og uoverskuelige i forhold til de evner vi havde udviklet dengang, og i forhold til den kærlighed, omsorg og medfølelse, som vi havde brug for, og som vi ikke fik i tilstrækkeligt omfang dengang vi som børn var så afhængige af andre. Den spontane reaktion, når vi endelig begynder at få åbnet øjnene for det indre, sårede barn, er en trang til at kigge væk. Tag det væk, doktor, bare tag det væk. Men doktoren kan ikke rode i vores hjernekasse og hjerte, når det handler om psykiske problemer. Det er heller ikke nødvendigt, for i samme nu man helt har erkendt, at problemer kommer af splittelser må man vide, at løsningen, kuren, er at gøre hel. I samme øjeblik man erkender, at hvis et problem er opstået af mangel på kærlighed, ømhed og nærvær, så skal det nok ikke løses ved at tage afstand fra vores sårede følelser, men ved at give dem kærlighed, ømhed og nærvær og ved at lade dem modtage kærlighed, ømhed og nærvær.

Således kan man egentlig bare forestille sig, at man tager sine vanskelige følelser, tanker og reaktioner til sig i form af et barn, som man tager på skødet og giver kærlighed, ømhed og nærvær, mens man får en god snak med det og selv træder ind i rollen som den voksne, der godt forstår, at barnet har brug for at nå frem til en erkendelse af, at det er accepteret og får en hånd fra den voksne at holde i.

Jeg tænker også, at det kunne være det, der ligger i, at man godt kan se splinten i broderens øje, men ikke bjælken i ens eget. Så behøver vi blot se på vores broder og lægge mærke til, om vi ser på ham med forståelse og medfølelse, eller om vi dømmer dem ude. Gør vi det sidste, så burde vi kunne indse, at vi er med til at fastholde problemet.

Hvis vi ikke kan se på vores bøvl og tage det til os, så bruger vi syndebukken, som på engelsk oprindelig hed the escape goat, men der er ingen vækst i eskapisme. Proceduren var, at man kastede alt det, man ikke brød sig om ved sig selv og alle sine dårlige gerninger, som man helst ville være foruden, over på synde-bukken hvorefter man i fællesskab jog den ud i ørkenen, i håbet om at den ville dø der sammen med alt det, man havde skudt over på den. Men nogle synde-bukke må tilsyneladende have overlevet og formeret sig, for ørkenen – det ørkesløse liv – ser ud til at være fyldt med den slags geder. Intet forsvinder – men noget bliver flyttet til et mere bekvemt sted. Den slags terapi kan kaldes korset-metoden eller støvsuger-metoden ud fra den kendsgerning, at ingen korsetter har fjernet så meget som en delle, men blot flyttet den hen til et sted, hvor den ikke ser så bøvlet ud, og tilsvarende med støvsugere.

Depressive har været vort samfunds synde-bukke. I stedet for at se, hvad det er for vanskeligheder de bærer, hvoraf mange af dem er konsekvenserne af vores egen måde at være på og den måde vi har indrettet samfundet på, så kunne vi måske vove at se på de depressive og derigennem få en tydeligere oplevelse af, hvad der skal til for at bevare det gode liv. Først træner man i at få øje på sine vanskeligheder – dernæst at lære at tage nænsomt hånd om dem, mens man renser ud i alt det bøvl, man har slæbt med sig, og først derefter kommer opgaven med at lære at bruge sin store frihed til eget og alles bedste.

Den gode terapi giver altså en håndsrækning til at kunne blive sig selv og til at kunne give nøjagtigt det samme privilegie til andre. Den gode terapi tager udgangspunkt i at alt trods forskelligheder har et ligeværd. Den gode terapi tager udgangspunkt i i en konkret og en filosofisk forståelse af det at være menneske. I menneskeligt nærvær og omsorgen for medmennesker som vi jo også selv er et af. Og jo mere vi er i stand til at sætte os ind i andres situation og dermed vide, hvordan de har det, jo bedre kan vi støtte.

Det er jo lige netop disse kvaliteter, som jeg har beskrevet som kernen i kærlighed. Det er ikke noget højttravende i dette. Det handler om at have benene på jorden, hjertet på rette sted, og begynde at få en klar forståelse af hvordan virkeligheden faktisk ser ud.

Med andre ord: vejen er præcis det samme som målet.

Med kærlig hilsen

Gunnar Hatt





Antidepressiv medicin virker! Men hvordan? og er det den virkning, vi har brug for?Spørgsmål og svar

Posted by Gunnar Hatt Fri, February 23, 2018 18:23:27

DET ER ET SPØRGSMÅL OM HVILKEN KULTUR VI ØNSKER!

TV2 har i dag kunnet meddele, at nu er det blevet fastslået i den hidtil største undersøgelse i England, at antidepressiv medicin virker. Det ville have været ønskeligt om de havde set lidt nærmere på, hvordan den virker.
Løser den i det hele taget noget, eller er den snarere med til at trække vanskelighederne i langdrag?

Men boghandleren kan ikke sove. Dette radiospil skrev Ernst Bruun Olsen allerede i 1962. Et hørespil om den arme boghandler, der fra sin lejlighed over boghandelen kunne iagttage, hvordan flere og flere af byens indbyggere blev forvandlet til næsehorn, der gungrede op og ned gennem hovedgaden uden mål og med - blot følgende flokken.
Et hørespil bl.a. om hovedløs adfærd og manglende kulturel indsigt. Om medløbere. Det var dette hørespil, jeg kom til at tænke på, da jeg hørte hvordan TV2's nyhedsudsendelse ukritisk viderebragte nyheden om, at antidepressiv medicin virker. At det nu var slået fast af engelske forskere i den hidtil største undersøgelse. Og så sker det sædvanlige, nemlig at medierne bringer disse informationer frem uden at forsøge at se ind bag informationerne. Og uden at bringe noget nuanceret billede. Nu har jeg jo fulgt med i debatten om behandling af depressioner siden 1979, hvor jeg begyndte som privatpraktiserende psykolog og havde skrevet speciale om depressionsteorier. Det var dengang ret chokkerende at se, hvor ringe det faglige og logiske niveau var - en sammenblanding af symptomer og forklaringer. Langt sene: I Danmark fik alle ydernummerpsykologer (os med en aftale med sygesikringen) for få år siden påbud om at formidle spørgeskemaerne om depressionsbehandlingens effekt til vore klienter underden offentlige sygesikring. Der var mange spørgsmål, men de koncentrerede sig om "hvordan har du det"-spørgsmål. Nu skal man jo ikke have beskæftiget sig ret mange år med sådanne problematikker for at indse, at det hele ikke blot handler om, hvordan man har det, men i særdeles høj grad også om hvordan man tager det, sådan som allerede Søren Kierkegaard påpegede det. Så jeg ringede straks den psykolog op, som var den ene halvdel af forskerteamet bag undersøgelsen - en psykolog, som jeg selv tidligere havde inviteret med i en gensidig supervisionsgruppe. Og så fortalte jeg hende, at jeg i spørgeskemaet i den grad manglede spørgsmål om "hvordan tager du det?". Har du lært noget af at gå i terapi? Har du lært noget, du kan bruge resten af dit liv? Forstår du nu, hvordan du kan gøre, så du ikke får tilbagevendende depressioner? For hvad kan vi gøre for en voksen kvinde, der hver gang hendes far begik overgreb på hende, undskyldte sig med, at han ikke kunne gøre for det - det var fordi hun var så smuk. Og det fuckede hele hendes liv op. Og hun var nøjagtige lige så god (læs: dårlig) til at bakke sig selv op, som hendes mor, der var vidende om, hvad der foregik, men ikke greb ind. På den måde havde hun lært at frakende sig selv værdi. Og blive ved med at frakende sig værdi. Sket var jo sket. Og hun må ud af den fastlåsende måde at forsøge at tackle det på, for at kunne komme videre, for bliver man ved med at tænke i samme baner og gøre det samme, så kan de fleste forstå, at man også bliver ved med at få det samme resultat. Her er anerkendelse af, at det, der skete, vigtig - men det er ikke nok. Ændrede tankemønstre fra at være en, der måtte finde sig i overgreb, ændrede holdninger og ændrede handlinger er vigtige. Så jeg spurgte min kollega: hvorfor har du ikke nogen spørgsmål der går på om klienten har lært noget brugbart? Har fået nye holdninger - især til sig selv. Og hun svarede ganske enkelt: Det er fordi forskningsopgaven blev sendt i udbud, og for at være rimelig sikre på at få forskningsopgaven blev vi nødt til at droppe spørgsmål, som lå uden for den konventionelle tankegang på området. Nå, det var dér problemet var begravet! Follow the money kan have flere betydninger. Men resultatet blev - ud over at bekræfte, at psykoterapi hjalp folk - at det års klienter blev præsenteret for den ide, at det handlede om, hvordan de havde det og ikke om, hvordan de havde lært at tage det, for er der een ting, som spørgeskemaer er gode til, så er det at få ledt den, der svarer på det, ind på den måde at tænke på, som man spørger til. Som om depressioner er en undtagelse fra reglen om årsag og virkning. Med alt andet bøvl er vi nødt til at se på om, vi kan finde ud af, hvad det kom af, hvordan vi selv har handlet i forhold til det, der skabte problemet, og hvordan vi kan komme til at fastholde problemet ved ikke at gennemskue vores egen del i det - f.eks. hvordan vi fortsætter med at acceptere at gå for lud og koldt vand og lade os bruge til noget, vi aldrig skulle have været udsat for. Men hvis de depressive perioder kommer igen fordi hun ikke har indset, hvor dygtig hun skal blive til at tage sig af sig selv på en god måde, er behandlingen så vellykket?
Hvad er hende diagnose? Er det: fastlåste, tidlige indlærte problemløsningsstrategier og tidligt indlært frakendelse af selvværd som følge af usundt opvækstmiljø med depressive reaktioner? Desværre skal hun ind under det officielle diagnoseapparat med diagnoser, der mere egner sig til at gøre kollegers billede af patienters symptomer enklere, men ikke giver nogen som helst clue om hvordan hun kan frisætte sig fra fortidens overgreb.
Har vi hjulpet hende videre forbi problemet eller nøjes vi med at forsøge at fjerne symptomerne. Skal vi faktisk stille os tilfreds med et behandlingsresultat, hvor vi dølger symptomerne men efterlader årsagerne uberørte? Og ofte med langvarig medicinering til følge. En langvarig medicinering, som tjener til at fastholde hende i et billede af, at hun er syg. Eller skal vi lære at forstå, hvordan vi skaber grundlaget for depressioner - både individuelt og gennem hvordan vi indretter samfundet, eller skal vi blot gå efter at eliminere symptomerne? Skal vi se på sammenhænge mellem ensomhed, angst og depression, manglende solidaritet med sig selv og forsøg med problemløsningsstrategier, som ikke løser noget, men blot flytter rundt med problemerne. Skal vi blot gungre derudad? Hvad med om vi begyndte at spørge: Hvad er et godt liv? Hvad er en sund måde at tackle udfordringer på? Vi har det med at pleje vores sko bedre end vi tager omsorg for vores egen psyke. Så i stedet for at fare forvildet rundt og ukritisk gentage de seneste forskningsresultater, så er det vel på tide, at vi graver et spadestik dybere og spørger os selv, hvilket samfund vi ønsker os og hvad vi ønsker os af vores liv. Se. det er nogle af de temaer, som jeg ville ønske, at medierne ville beskæftige sig med frem for den evindelige og som oftest frugtesløse snak om, hvorvidt antidepressiv medicin virker. Selvfølgelig virker den. Spørgsmålet er bare om den virker på den måde, der er eftertragtelsesværdig. Spørgsmålet er, om antidepressiv medicin overhovedet er løsningen for alle dem, der ikke allerede er kommet så langt ud i det depressive mønster at vi som behandlere bør være glade for, at der findes et alternativ til at lære at få et ordentligt liv, nemlig antidepressiv medicin. Jeg vil se med glæde på, at medierne begynder selv at sætte sig lidt grundigere ind i, hvad depression faktisk handler om i stedet for blot at referere undersøgelse på undersøgelse uden at informere os om præmisserne - eller blot stille det enkle spørgsmål: selv om antidepressiv medicin måske virker, er antidepressiv medicin så svaret på den problematik, der altid ligger bag?

Gunnar Hatt privatpraktiserende psykolog gennem 38 år.





Kærlighed, skønhed og depressionFilosofiske smuler

Posted by Gunnar Hatt Fri, October 20, 2017 15:47:15

Kærlighed, skønhed og depression.

Man skal ikke iagttage sig selv eller andre særlig meget før man kan se, at det, der er pænt eller smukt, tiltalende, giver os mere glæde end det modsatte. Ser vi på maden på en smukt anrettet tallerken, så vil vi selvfølgelig føle os mere opstemte end hvis vi ser på en tallerkenfuld brunt-i-brunt. Vi kan ofte tage en lille smule anstød af ting, der om man så må sige er en torn i øjet, mens det, der ikke vækker noget mishag er noget, som vi umiddelbart ”flyder” hen imod. Det tiltalende får os i højere grad til at droppe eventuelle forbehold eller ligegyldighed. Vi nærmer os det. Vi vil gerne smelte sammen med det. Vi nyder at være i en tiltalende favn. Vi nyder at se på en smuk blomst. Vi nyder et selskab uden mislyde. Vi viser anerkendelse for en rose, og vi har ikke lyst til at skade den – tværtimod. Det er den reelle kærligheds væsen, vi mærker tilstedeværelsen af: nærværet, det uforbeholdne, det at anerkende nogen eller noget i samme grad som os selv. Vi kan sidde på en bænk ved søen, se ud over det rolige vand og op på aftenhimmelen og næsten stirre hul i den og pludselig føle, at vi er et med det hele og dog stadig os selv. Roen kan falde på os i endnu større grad, og måske får vi et glimt af en følelse af ”upliftment” - en oplevelse, der kan være svær at sætte ord på. Alligevel vil jeg forsøge: det føles som en stille, stille fryd. Som et næsten uhørligt fundament af glæde. Det har ikke noget med tilfredsstillelse at gøre. Det er snarere en følelse af tilfredshed; at alting er som det skal være. Der kan blive helt tomt på en fredfyldt måde.

Med andre ord: vi befinder os i en vederkvægende oplevelse. En oplevelse, der kan hænge ved os længe efter. Det er sådanne oplevelser, vi tanker op ved.

Vi samler på dem. Ikke sådan at vi ønsker at banke et søm gennem fuglen og banke den op på væggen. Vi kender egentlig godt flygtigheden i oplevelsen og ved, at vi skal være i den mens den er der, og at den kun kan fastholdes i mindet. Det er det skønne ved det vederkvægende. Det handler ikke om, at det skal være perfekt. Det handler om at se og acceptere, at intet er perfekt og stadig finde skønheden i det.

Men vi kan også have grelle oplevelser som hænger ved. Oplevelser, som er det modsatte af det, der får os til at opleve at høre til, være en del af del af noget større. Ofte hænger de sammen: mennesker udvikler sig, og somme tider i hver sin retning. Man kan have haft et afhængighedsforhold a la jeg kan ikke leve uden dig, og ingen anden skal have dig. Det er selvfølgelig en håbløs indstilling, som kun kan ende i en eller anden slags ulykke. Men kan han også have haft den stille, frydefulde oplevelse af nærværet og alligevel blive overlistet af et krampagtigt ønske om, at det skal blive ved.

Men intet bliver ved – heller ikke et parforhold. Det, der faktisk sker er, at de genskaber det hver morgen. Med deres nærvær, åbenhed og ved at værsætte den anden som de værdsætter sig selv. Vi vågner jo ikke op og tænker: Nåh, er det nu hende der ligger der igen - lige som i de andre måneder og år. Den indstilling ville jo være ødelæggende for ethvert forhold. Og derfor er det jo sådan, at når vi holder op med at gøre det, der genskaber forholdet, så visner det, for det kan ikke fastholdes.

Man kan blive gamle sammen, og den fysiske skønhed er alvorligt forandret. Alligevel kan vi se på hinanden med det vederkvægende blik for det menneske, som vi værdsætter. Det betyder ikke, at vi har mistet vores blik for det fysisk skønne. Men det betyder måske, at vi har udviklet vores sans for at dvæle ved det skønne i højere grad end ved det, som ikke mere er så skønt. Og på et tidspunkt hvor vi er nået til at være forklædt som pensionister, da kan vi opdage, at vores sind er lyst som hos den ukuede ungdom – hvis vi plejer det.

Selv om alt det vederkvægende er flygtigt, så er der interessant nok alligevel noget, der kan fastholdes, men det er først og fremmest de ikke særlig behagelige oplevelser, for de sætter deres spor i hukommelsen og vi lærer at tage vores forbehold – og forbehold er jo det modsatte af kærlighedens essens. Forbehold skaber små afstandtagender, måske store. De er ikke inkluderende – de er ekskluderende. De skaber afstand og ødelægger muligheden for oplevelsen ved søen, hvor vi kiggede hul i himlen og fik oplevelsen af at høre til – at alt hører til.

De, som har, skal mere gives, mens de, som intet har, skal alt tages fra. Mange har måske spekuleret over, hvad det betyder, og der er sikkert lige så mange bud på betydninger, som der er mennesker, der kender citatet. Måske endda flere.

For mig betyder det, at har man samlet godt med oplevelser af den vederkvægende karakter, så er man også mere indstillet på at se det smukke, se mulighederne, se det konstruktive, favne udfordringerne og tage dem til sig. Har man først opnået denne indstilling, så er det enklere at fortsætte på den måde – også i modgang.

Har man derimod alt for lidt af den slags oplevelser og i stedet fået fyldt rygsækken med uoverstigelige genvordigheder, så er der jo heller ikke noget at sige til, at man møder nye tildragelser med skepsis. Og måske er dette hele forskellen: skeptikeren er allerede forudindtaget, mens kritikeren løfter hovedet og undersøger før han danner sin mening. Men som jeg husker Storm P. så sagde han: For at finde ud af noget, er det først nødvendigt at finde ind i det, men har man først fundet ind i det, så er det næsten umuligt at finde ud af.

Skeptikeren dropper besværet. Der har alligevel været for mange oplever, der siger, at det ikke er umagen værd. Skeptikeren har sine erfaringer at holde sig til. Kritikeren må være nærværende og tage stilling til situationen her og nu og undersøge, undersøge og undersøge før der fældes en eventuel dom.

Man kan sige, at pessimisten forventer det, han mindst ønsker sig, mens optimisten forventer det, han mest ønsker sig. En dreven skeptiker kan blive helt skuffet, hvis skepsissen ikke holder stik.

Så for ikke at risikere at blive skuffet, så skærer man ned på de konstruktive forventninger og skærer i det hele taget ned på kontakten til omverden, og så er man faktisk godt i gang med at etablere den depressive reaktion.

Selv om man har nogle talemåder om uautoriserede personers tolkning af Biblen, så giver citatet:

(der er massevis af bud på oversættelser, men her er min foretrukne)

The eye is the lamp of the Body. If the eye is single, your whole body will be full of light. But if the eye is bad, the body will be full of darkness. Matt. Kap. 6 vers 22-23.

Single er et gammelt ord for noget udelt, sammenhængende og klart.

Så er ens måde at se på udelt, uproblematisk, sammenhængende og klar, så fyldes man af vederkvægelse/lys, mens hvis ens måde at se verden på er dårlig/skadet, så fyldes man af det ikke-vederkvægende, som vi i denne sammenhæng kan kalde mørke.

Har man samlet for meget skidt i bagagen til at kunne møde verden med uforfærdethed

________________________________ _ ______________________________

Blessed are they who see beautiful things in humble places where other people see nothing.

(Cit. Camille Pissarro)

________________________________ _ ______________________________

og frejdighed, så er man altså på den. Og man betaler igen og igen for ikke at have det, der ville være så godt at have. Med andre ord: den depressives måde at være på, at forstå på, at forholde sig til sine tanker og følelser på, kører ham ned – endnu mere ned – med mindre der er samlet tilstrækkelig meget til at give en vis modvægt.

Helt konkret har jeg set gang på gang, at mennesker er blevet smukkere, når de har kastet deres problemer af sig, enten ved at smide dem, de faktisk ikke behøver at forholde sig til, eller ved at finde gode løsninger på dem, som de nødvendigvis må forholde sig til. Der er en afklarethed i deres ansigt og kropsholdning, der gør dem smukkere.

Som en klient engang sagde: jeg blev engang spurgt, hvad psykologen gjorde, og jeg måtte svare: det er som om han går foran og holder lanternen højt. Han lyser ind i mit sinds mørkeste kroge, lærer mig at se og forstå, at det svære var noget, der var sket og ikke sker igen, og det giver mig fred.

Vi kan ikke udvikle os hen mod den dybe fred og opløftethed gennem ubehagelige situationer i sig selv. Set i denne sammenhæng er der ingen grund til at byde os selv frustrerende oplevelser. At være deprimeret låser fast – tilstanden skaber i sig selv ingen udvikling, snarere tværtimod. Men vi kan selvfølgelig udvikle os gennem det konstruktive, vi lærer og oplever i processen med at løse op for vores vanskeligheder. Det er der vi igen kan vokse, gro og udvikle os.

Eller som Bob Moore formulerede det (cit. Montreal, Juni 1979):

”Det er kort sagt ikke disharmoni, had, jalousi eller angst, der får livet til at fungere. Det er den realitet, der ofte ligger skjult bagved, som skaber de aktiviteter, som får vores liv til at fungere”.





Kommentarer til Anna's caseSpørgsmål og svar

Posted by Gunnar Hatt Wed, August 23, 2017 21:06:51

Spørgsmål og svar.

Hvorfor valgte du at snakke med Anna om hendes drøm? Jeg mener, hun havde det jo så dårligt. Var det så ikke lidt mærkeligt at vælge at arbejde med en drøm?

Ser du, noget af det allerførste hun fortalte om, var hendes evindelige mareridter, Det var tydeligt, at netop disse var en stor belastning. Jeg kunne jo høre på hendes tonefald og se på hende, når hun fortalte det, at dette var vigtigt for hende. Og en af de ting, som jeg har lært mig som terapeut, er, at det altid er en meget god ide at lytte til, hvad det første er, som folk bringer på banen. Mange tænker, at det første bare er en indledende ordveksling, men min erfaring er, at det oftest er langt mere end det. Så har hun behov for, at jeg lytter til hvordan disse mareridter er, så lytter jeg.

Men er der så ikke forskel på din arbejdsform, om du arbejder via en drøm eller via konkrete begivenheder i klientens liv?

Næh, egentlig ikke. Med den måde, jeg foretrækker at arbejde på, er det sådan set ret ligegyldigt, om vi tager udgangspunkt i en drøm eller i en konkret situation i klientens vågne liv. Hovedsagen er, at hvis vi skal ned i sagens kerne, så skal vi arbejde frem og tilbage mellem enkelt-situationer og generelle problemer. Det hjælper også til at blive mere præcis omkring at formulere problemet. På den måde lærer klienten sine problemløsningsstrategier at kende, og hun vil kunne genkende dem i en hel vifte af situationer. Vi kunne sagtens starte med at snakke om de generelle problemer, men når det kommer til at arbejde med problematikken, trænge dybere ned i en forståelse og få øvet sig i alternative måder at tackle problemerne på, så kommer vi kun ned i en oplevelse af, hvordan det virker for én, når man først og fremmest mærker det – oplever det – erkender det gennem oplevelse. Ellers bliver det nemt det, jeg kalder coaching, nemlig at lytte til genvordighederne og komme med råd og forslag. Og det kan de fleste jo gøre. Hvem har ikke nogle venner, som er parat til at lytte til ens bøvl, og som næsten ikke kan vente med at komme med deres råd eller forslag. Som jeg siger: underholdningsværdien af ens bøvl er oftest ret stor. Tænk bare hvor meget litteratur, film og så videre, der er viet til bøvl, bøvl og atter bøvl (mord, jalousi, misundelse, vrede osv.). Eller depressionslitteraturen, hvor man enten skriver om folks skrækkelige depressionsoplevelser eller behandlingsstrategier, som ikke har noget egentligt at gøre med den enkeltes konkrete lidelse og problemer. Jeg oplever, at der er en berøringsangst over for at tage klienten i hånden og gå med ind i den enkeltes univers. Mange vil bare af med bøvlet. De læsser det af hos vennerne, de hælder det ud over deres ansatte eller den sagesløse kassedame. Jeg synes det er for dumt og dyrt at bruge psykologer til at læsse af hos, for derefter at gå hjem og producere nyt affald – nye stort set identiske problemer. Vi skal helt ned og om jeg så må sige lukke for energitilførslen til det, der skaber og bliver ved med at genskabe bøvlet. Først når vi har erkendt, hvad det er der har skabt vores bøvl, først da kan vi begynde for alvor at lægge det bag os.

I min forståelse er det psykologens fornemste opgave at hjælpe klienten til så vidt muligt at holde op med at skabe mere bøvl for sig selv og andre, og det, man skaber, det skal man så helst lære at tage hånd om selv.

Du så jo selv i Annas case, at det var helt fint at bruge en drøm.

Ja men jeg har hørt, at det bedste man kan gøre med nattens drømme, det er at lade dem være, for de løser selv problemerne, hvis man ikke blander sig. Er det korrekt!

Altså helt indledningsvis, må jeg godt stille et modspørgsmål? Er dine drømme sådan, for mine er ikke. Mine drømme kan godt være som små følgetoner, når jeg ser dem over tid, men det er i høj grad lige som i dagligdagen: vi oplever noget, og vi forsøger af bedste evne at finde en god måde at håndtere det på. Ofte finder vi den, men det sker også, at vi kan konstatere, at vi gang på gang, måned efter måned, ja år efter år, forsøger os med mere eller mindre den samme løsningsstrategi, som bare ikke fører til nogen reel løsning. Tænk bare, hvordan fraskilte mennesker år efter år kan blive ved med at skade hinanden og dermed også deres børn og sig selv uden at indse, at de selv er med til at blive ved med at binde dem til hinanden i en følelsesmæssig rigtig dårlig relation. Der behøver bare at være én part, der opfører sig sådan, så skal de nok begge komme i gyngen med mindre den anden er meget dygtig. Det er med drømme som med dagligdagen: vi render ind i de samme problemstillinger indtil vi har fundet en løsning, der gør, at vi kan lægge dem bag os. Når en drøm kommer igen og igen må det altså være fordi vi ikke har lært nok af den.

Så både bøvlet i drømme og i dagligdagens problemer kan støde mod nogle problemstillinger, som vi ikke selv kan se. Vi kan blot konstatere, at vi har brug for en håndsrækning for at komme ud over de blokeringer vi selv har.

Og i Annas drøm er det klart:

For ganske kort at opridse situationen i drømmen, så kommer hun i sin ferie til sit hotel, blot for at blive afvist ved skranken med beskeden om at hotellet er overbooket. Drømmeren bøjer sig og i stedet for at få det værelse til familien, som var bestilt, lader hun sig spise af med et loftskammer. Det er herfra drømmen udvikler sig til et lille mareridt.

Gennem de efterhånden omkring 40 år, jeg har arbejdet med drømme, har jeg gang på gang konstateret, at de fleste drømme har et punkt, hvor drømmeren kan træffe et valg, og hvis det valg er et, der faktisk løser problemet, så falder tingene bare på plads. Hvis ikke, hvis ikke vi får løst problemet i drømmen, kan man oftest se en udvikling i resten af drømmen som den i bogen: at drømmen viser os konsekvenserne af det uhensigtsmæssige valg. Der er årsag og virkning – også i drømmenes univers.

Tor Nørretranders lavede engang en udsendelse i TV om drømme, hvor han efter at have vist os en omfattende forskning på området konkluderer, at man ikke skal beskæftige sig med drømme, for de er problemløsningsarbejde, og det arbejde skal bare foregå uden vores indblanding. Det er jo ganske korrekt, at vi bearbejder dagligdagens indtryk i drømme – vi sætter forståelsen på plads. Men vi er nødt til at være mere præcise og ikke så generelle. Vi er nødt til at indse den kendsgerning, at der er nogle drømmeforløb, som ender med en succes, lige som der en nogle handlinger i den vågne verden, der gør det, OG der er nogle drømmeforløb, hvor det åbenbart af en eller anden grund bliver blokeret over for en konstruktiv løsning – præcis lige som i dagligdagen. Hvis vi f.eks. har lært, at vi ikke må sige vores uforbeholdne mening, så kan der blive store vanskeligheder.

Jeg følge mig så provokeret af hans generaliserede postulat, at jeg ringede ham op og forklarede ham, hvordan det var tydeligt, at mange drømme ikke kom til de resultater, som vi havde brug for for at kunne lægge problematikken bag os, fordi der indlysende var tabu-områder, som forhindrede reelle løsninger. Tabu-områder, som vi end ikke i drømme kunne drømme om at træde ind i og tage i brug. Hvis man fx har en bøvlet svigermoder, så vil der måske være visse udtryk, som kunne have løst (truslen om) hendes kommende 14-dages besøg, som man ikke kan tage i brug. Tor var venlig og lyttede og sagde, at der havde jeg nok en pointe, men derved blev det. Forskningen var sikkert god nok, men konklusionerne af det, som forskerne dokumenterede, nemlig at drømmefaserne aktiverede de samme hjerneområder som vi bruger i problemløsning, ramte helt ved siden af fordi der blev generaliseret så meget, at virkeligheden gik tabt. Den blev ikke sammenholdt med erfaringerne på det praktiske plan – nemlig at selv forskerne måtte kunne konstatere, at de i deres eget drømmeliv havde problemstillinger, som gentog sig igen og igen uden at de kom til et forløsende resultat.

Alligevel var budskabet kommet ud i de danske hjem: hold fingrene fra drømmene. I min forståelse var det gedigen misinformation.

Mig bekendt blev Tors indrømmelse aldrig fulgt op i dansk TV, selv om jeg foreslog ham at lave endnu en udsendelse om drømme, hvor han gik lidt mere seriøst ind i problematikken.

Jeg forsøgte engang sammen med en speciallæge i neurologi at søge forskningsmidler til at undersøge depressives drømme bl.a. m.h.t. problemområder og problemløsningsstrategier, men vi fik aldrig nogen bevilling, og Tors budskab kom til at stå uimodsagt: nallerne væk.

Jeg gik engang i Jungiansk drømmeanalyse hos en, der var uddannet læge såvel som jungiansk psykoanalytiker, og her var budskabet tilnærmelsesvist det samme: jeg skulle skrive mine drømme ned, og analysen foregik ved, at behandleren læste mine drømme op for mig, mens hun understregede ordene et efter et. Mere skulle man åbenbart ikke blande sig i drømmenes proces. Det var næsten som om drømmelivet var én afgrænset bevidsthed, og vågenlivet en anden. Igen denne klippefaste tro på, at man ikke skulle gribe ind.

Jeg følte næsten, at jeg i mit eget arbejde med klienter overskred nogle grænser ved mere aktivt – som i tilfældet med drømmen i bogen – at hjælpe mere direkte til en dybere forståelse. Men realiteten er, at der en nogle problemer, der har en sådan karakter, at det er hundesvært at gennemskue dem alene.

Kan man da ikke lave bøvl for sig selv ved at beskæftige sig indgående med sine egne drømme?

Jo, på et punkt er jeg helt enig i konklusionen i TV-udsendelsen: Der er ingen tvivl om, at drømmere kan forvanske indholdet af en drøm i en sådan grad, at man ville være bedre stillet ved at holde nallerne væk. Især hvis man mener, at drømme altid skal tolkes og ikke bare forstås. I kender sandsynlig alle en person, som altid skal tolke det, man siger i stedet for bare at høre efter præcis, hvad der bliver sagt. Det er aldeles irriterende, når ens ord hele tiden bliver tolket og tvistet. Mon ikke drømme har det på samme måde.

Kan du ikke give et eksempel?

Jo. En nydelig dame fortalte engang en drøm hun havde haft, hvor en politimand, som det hed i hendes ungdom optrådte. Hun tolkede selv drømmen: hun havde slået symbolet, politimand, op i sin bog om drømmesymboler og havde læst, at en politimand betyder en hjælper og også er et symbol på retfærdighed. Så hun var overbevist om, at drømmen derfor betød, at hun fik hjælp. Det fik hun måske også, men ikke på den måde, som hun forestillede sig: for i hele drømmen bestilte politimanden ikke andet end at skabe problemer. Hans hjælp var en bjørnetjeneste. Og hun var så forelsket i ideen om, at nu fik hun også hjælp i drømme, at hun ikke så, at hun selv var en inkarneret hjælper, som gerne hjalp alle og enhver, men i hendes hjælp kendte hun ingen grænser. Derfor kom hun gang på gang til at overskride folks grænser i sin iver for at hjælpe og ud fra sin egen ide om retfærdighed. Og følte sig endda uretfærdigt behandlet, fordi folk ikke satte så meget pris på hendes hjælp, som hun ønskede sig.

Man ser det, man gerne vil se. Og ens egne blinde pletter skjuler ofte det, man kunne lære noget af.

Og den ældre dame ville meget gerne se, at hun fik hjælp. Jeg forsøgte spagfærdigt at forsøge at få hende til at undersøge, om der var andre måder at se drømmen på, men der fik jeg ikke taget ordentligt vare på mig selv, for hun trak øjeblikkelig kneblen og lignede således ikke mere en pæn, ældre dame.

Retfærdighed er noget, som vi oplever meget individuelt. Eksempelvis mente en anden kvinde, at det var ganske uretfærdigt, at hun skulle betale så meget i skat af sine tre huse, og andre mener, at det er helt i orden at skrabe en milliard til sig mens andre igen i samme anledning bliver groft underbetalt. Andre – og det gælder ofte for depressive – mener, at det er retfærdigt at behandle andre upåklageligt og så spise sig selv af med næsten ingenting.

Retfærdighed afhænger helt og aldeles af øjnene, der ser. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så er denne hjælper (den udøvende), den lovgivende (dette er det retfærdige) og den dømmende (du har formastet dig ved at antyde, at min hjælp ikke altid er god) tæt forbundne. Igen må jeg opfordre til at komme ned fra et generaliserende plan og få åbnet øjnene for virkeligheden: at politiet både kan optræde konstruktive og som tante Agathe: undertrykkende.

Kærlighed i form af ligeværd, nærvær og gensidig respekt ville nok være et udmærket alternativ, for retfærdighed er et princip vi ofte tager i anvendelse, når det skorter på kærlighed. Kan vi ikke navigere mellem mennesker med kærlighed, så kan vi jo prøve det næstbedste: retfærdigheden

Der kan være mange forskellige symboler på hjælpere, og af alle disse symboler forekommer politimanden at være ret tæt på Tante Agathe. Men i praksis går spektret af politimænd fra den hjælpsomme landbetjent, der kender alle på egnen og til bananstaternes banditter i uniform.

Hvad er så en forkert forståelse af en drøm?

Tja, i denne sammenhæng kan vi vel sige, at hvis man tror, at en drøm er forstået bare fordi man kan klistre diverse etiketter på de personer eller symboler, der optræder i drømmen, så har man i bedste fald bare ikke forstået ret meget af drømmen. Forstår man ikke at se drømmens dele i et samspil, så er chancen for, at man er kommet på afveje i tolkningen ret så stor.

I det hele taget tænker jeg, at vi har en tendens til at tolke alt for meget, hvad folk siger eller hvad en drøm handler om, i stedet for at undersøge. I stedet for at spørge ind til en dybere forståelse, så skynder vi os at antage et eller andet – at tolke.

Hvornår er en drøm så rigtig forstået?

Igen er det svært at svare enkelt: vi tilbringer velsagtens rundt regnet mindst en tyvendedel af vores liv i færd med nattens drømmerier på vidt forskellige bevidsthedsniveauer. Og så vil du gerne have, at jeg lige kan komme med en almengyldig opskrift. Det ville jeg selvfølgelig også gerne selv, men det kan jeg ikke. Det kan ikke lade sig gøre, blandet andet fordi vi – som lige nævnt - lige som vi i vågen tilstand har flere niveauer i vores bevidsthed, ligeså har vi i drømme flere niveauer.

Men som en hovedregel vil jeg sige, at hvis en drøm er rigtig forstået, så vil den forståelse være med til at bringe dig fred i dit sind og fred i din kontakt til andre mennesker. Hvis vi lader os blive inspireret af en drøm til at foretage os noget, som bare bliver en retfærdiggørelse af os selv, så er vi på afveje. Sådan ser det ud fra min synsvinkel.

Én ting skal man i hvert fald holde sig for øje: når folk fortæller een sin drøm, så får man selvfølgelig billeder på sin indre skærm af det, drømmeren fortæller. Vi producerer altid billeder – forestilinger – når vi læser en bog eller når vi hører nogen fortælle en drøm. Disse billeder er selvsagt ikke drømmerens billeder, men mine. Hvis jeg vil være til nogen hjælp må jeg tjekke, om mine billeder matcher drømmerens, med mindre jeg vil risikere at gå helt galt i byen og forestille mig drømmerens drøm i stedet for at se drømmerens drøm.

I bogen leder du drømmeren gennem hendes drøm. Hvorfor fortæller du hende ikke bare, hvad drømmen betyder? Det virker jo alligevel lidt som om du har din egen mening om den.

Igen – hvor meget vil drømmeren kunne bruge min oplevelse af hendes drøm. Eller min indsigt, hvis jeg har fået sådan en? Faktisk ikke til ret meget. Hun skal jo ikke gå hjem og sige: Min terapeut siger, at min drøm betyder sådan og sådan. Det giver ikke mening, hvad jeg mener. Det er drømmerens erkendelse af, at hun har været for imødekommende over for andre i forhold til, hvad hun har haft dækning for, der giver mening for hende. Den indsigt, den erkendelse kan hun gå hjem og bruge. Min indsigt er jo kun noget værd for hende, hvis hun kan ind-se, selv se, at den også er korrekt for hende, og så er det jo ikke mere bare min indsigt, men også en erkendelse, som hun er nået frem til. Det er derfor jeg er nødt til at tage hende med ind i en oplevelse, for i hendes oplevelse ligger også hendes egen erkendelse. Den integritet, der ligger i hendes egen erkendelse skal hun jo bruge f.eks. i forhold til sit arbejde, og der kan det vel ikke nytte, hvis hun står som et andet får og siger: jeg har fået at vide af min psykolog, at jeg skal tage lidt mere plads, så må jeg godt få lov til at få lidt mere plads? Det er jo bare en variation over barndommens: Min mor siger..... (og så er det meningen, at man også skal mene sådan).

Vil det sige, at faren ved at beskæftige sig indgående med drømme er, at det bliver en intellektuel forståelse, en slags etikettering af de symboler, der optræder i drømmen, i stedet for at arbejde med at ophøje drømmen til brugbare erkendelser med rod i virkeligheden?

Ja. Jeg kunne ikke have formuleret det bedre selv.

Etiketter er bare etiketter og behøver ikke have noget som helst at gøre med dyb erkendelse.

Men hvorfor handler de fleste drømme så om bøvl?

Det gør de vel heller ikke. I drømmefaserne lukker vi store mængder adrenalin ud i systemet. Den bruger vi til at gå i kødet på tilværelsen – til at komme op på dupperne - og hvis en drøm er uproblematisk, så vil den ikke afstedkomme så meget adrenalin. Resultatet er, at vi sover videre uden at komme helt op til overfladen. Andre drømme viser os en problemstilling, som vi ikke får nogen løsning på i drømmene, og oplevelsen i drømmen kan være så barsk, at vi vågner med galopperende hjerte, gennemsvedte og anspændte, og med et sæt sætter os op i sengen. Så har adrenalinet gjort sin gavn: vi er helt oppe på dupperne, klar til at tackle en evt. fjende. Adrenalinfunktionen kender ikke forskel på, om det problem optræder i drømme eller i det, vi kalder det virkelige liv.

Måske er det derfor vi meget tydeligere husker de drømme, hvor handlingen ender galt – altså hvor vi ikke får den gode løsning, mens de drømme, hvor tingene falder i hak, er drømme, som vi har en tendens til ikke at hæfte os ved.

Så drømme er altså et led i hele den proces med at forstå og sætte oplevelser på plads?

Ja. Det var vi været inde på. Der er mange forestilinger om drømme, og en af dem er, at forestillingen om, at vi har et højere eller lavere intelligensniveau i drømme end i vågen tilstand. Så nogen giver klart udtryk for, at det eller det er der ingen grund til at tage sig af, underforstået: det var jo kun en drøm. Andre mener, at man har en højere bevidsthed i drømme, og at man derfor skal tage drømmene særdeles alvorligt. Men intelligensniveauet forskubber sig nok ikke bare fordi man sover – eller er vågen.

Men igen er det lidt kompliceret, for der er tale om flere forskellige niveauer såvel i den vågne, som i den drømmende bevidsthed. Der er eksempler på, at … Lad mig give et konkret eksempel: en drømmer drømmer, at en stemme kommer og siger: Det vil du ikke have råd til ret længe, og for drømmeren er det soleklart, hvad disse ord hentyder til, for den sidste måned har han snakket med banken om muligheden for at købe et nyt hus før det gamle er solgt, og banken har givet grønt lys. Ingen problemer - tilsyneladende. Alle analyser sagde ok. Stemmen havde ingen alder, intet køn – absolut intet personligt ved sig, der fik een til at forbinde den med nogen, han kendte. Den var der bare som en slags erkendelse, men en erkendelse stik imod alle foretagne beregninger. Han fulgte stemmen, og det var ikke så tosset, for det tog 7 år at sælge det gamle hus og han ville være gået fallit, hvis han havde siddet med to huse i så lang tid.

Skal man gøre som man får besked på i drømme? Er drømme sådan nogle orakler? Har drømme så meget autoritet?

Hvis du tænker på det eksempel jeg lige har givet, så er der ikke tale om, at der bliver sagt: du skal!

Drømme er alt for fine i kanten til at bestemme over os på en måde, så vi bliver gjort til marionetdukker – styret udefra. Vi har vores egen vilje. I min forståelse er kærlighed bygget på ligeværd og nærvær, respekt for begge parter. Drømme er ingen undtagelse. Det er helt op til os at tage afgørelserne. Hvis vi når frem til i vores vej til en erkendelse, at det er godt at lytte til stemmen som een med stor indsigt, så er jo det, der giver mening at gøre. Hvis vi vælger en anden vej, ja, så er valget også vores. Drømme er lidt lige som Oraklet i Delphi: de kommer med informationer. Disse informationer kan forstås på flere måder, og de kan vurderes i forhold til forkellige hensigter, men det er os, der må bære ansvaret for hvordan vi vælger at bruge disse informationer. Men jo, vi ser desværre alt for ofte, at nogle mennesker – desværre ofte nogle, der kommer i religiøse, nyreligiøse eller andre former for idealistiske sammenhænge - foretrækker at opføre sig som om de er radiostyrede i stedet for at se ind og komme til erkendelser. Folk med en overbevisning, som alle oplevelser og forståelser skal rettes ind efter. Det er jo lettere at gøre som man mener, man bliver bedt om uden at tage ansvaret for, at det så er det, man har valgt.

Der er jo nogle historier om helt forfærdelige misforståelser, hvor f.eks. en ung mand i en drøm havde fået besked på, at han skulle tage livet af en person. Nu var det jo en drøm, og derfor skulle den nok forstås i drømmesprog, hvor en er person kan jo forstås som er persona (:en maske, som et menneske kan gemme sig bag eller udtrykke sig gennem). Det kostede faktisk en anden mand livet. Persona er jo vores tante Agathe. At tage livet af en person(a) er jo at tage magten ud af tante Agathe og gøre sig selv til ansvarlig i eget liv.

Så drømme kræver ikke at blive fulgt?

Det mener jeg ikke.

Jeg har faktist aldrig hørt om en drøm, som påbyder noget som helst. Selv en drøm, som een engang fortalte (den var ganske kort og igen denne upersonificerbare stemme som sagde til drømmeren): Du skal bede Gud om at komme! Hvis nu drømmen havde sagt: du skal bede den hornede om at komme, så ville vi forhåbentlig ikke være i tvivl om, at vi selv har retten til at bestemme. Og pligten, måske. Vi skal ikke gå en vej, som ikke har vores hjerte. Det ville være rigtig dumt. Denne drømmers betænkelighed lå i, at han faktisk ikke havde mere med religion at gøre end danskere i al almindelighed, og hvis det endelig skulle være noget religiøst, så var kristendommen måske ikke den religion, der faldt ham lige for. Så det var med stor undren han vågnede og huskede drømmen. Eftersom han ikke havde nogen særlig fasttømret forestilling om, hvad Gud er, så blev drømmen i hans erkendelse til en slags invitation til at komme nærmere en erkendelse af, hvad Gud er. Og hvad er mere ligetil end at han tog imod forslaget og inviterede Gud (hvad det, den, han … så end er).

Hvis man drømmer, at man bider naboens hund, så er det jo heller ikke nogen opfordring til at gøre det, og heller ikke nogen legitisering til at gøre det. Men i hvert fald en klar beskrivelse i det niveau, man forholder sig til bøvlet på.

Faktisk kan vi gang på gang se – i drømme som i vågenlivet – at den indsigt, der mestendels bliver brugt til at finde en løsning på et problem, kan være mere knyttet til f.eks. et barns indsigtsniveau end til en voksen. Og somme tider er vi helt nede på reptilernes niveau.

Så når Anna i bogen drømmer, at receptionisten på hotellet siger, at hun og hendes familie skal tage til takke med et loftskammer, så er det altså ikke ensbetydende med, at hun bare skal føje sig. Det er snarere en drøm, der siger, at: Nu skal du være opmærksom, for nu vil jeg vise dig, hvordan det plejer at være, og nu vil jeg vise dig konsekvenserne af de valg, du plejer at tage?

Bingo! Valget er til syvende og sidst altid hendes eget. Somme tider kan man jo fristes til at påpege at en løsningsstrategi blot fører til et andet problem, men selv der er det hendes eget valg, der må respekteres.

Og det er det, du prøver at vise hende gennem den måde i arbejder på?

Igen Bingo!

Og når du inviterer hende til at gå på opdagelse og se, om hun selv får billeder på den indre skærm, så er det hendes åbenhed over for at lade sin egen visdom komme i spil, der får erkendelserne til at komme som små perler på snor?

Præcis. Jeg begynder ikke at ”fodre” hendes med ting, som jeg selv synes, at hun skal se.

Men hvad så? Skal vi så bare smide vores bøger om drømmetydning og drømmesymboler væk?

Næ, hvorfor dog det? Så længe de bliver brugt som inspiration og man selv kan mærke meningen med symbolerne, så er bøger vel ok. Så længe man ikke bare hiver et symbol ud af det sammenhæng. Men hvis du har hang til at se dem som facitlister, så kan du jo overveje, om du ikke skal lægge dem i en kasse på loftet til senere underholdning, når du har lært at finde din egen vej. For det er vel det, det handler om: Din egen vej, hvordan du finder den, og hvordan du går den.

Kan vi vende tilbage til receptionisten? Er det bare en teknikalitet? Hvorfor gør du ikke mere ud af den skikkelse. Jeg har jo hørt, at alt i en drøm er dele af en selv.

Nu var det jo ikke lige et kursus i drømmeanalyse, klienten havde bedt om, og det var heller ikke der klientens opmærksomhed blev fanget mest.

Men jo, receptionisten var jo en tante Agathe, der prøvede at få hende til at gøre, hvad hun ”burde”, og ikke hvad hun havde brug for. Drømmeren er selvfølgelig også en slags tante Agathe over for sig selv, og drømmeren har jo selv skabt sin receptionist – sin tante Agathe. I dette tilfælde bl.a. nogle opværkstforhold hos en magtfuld forælder, som man næsten ikke kunne sige imod. Men vi stiler selvfølgelig ikke mod at grave den mest problematiske relation frem, men helst mod helt aktuelle situationer, som man kan gøre noget ved, og som er så tilstrækkelig overskuelige, at det er overkommeligt.

Vi må selvfølgelig følge det naturlige flow klienten selv oplever. Det er trods alt klienten, der bedst kender sin situation og sit liv, og det skal selvfølgelig respekteres.

De mest indlysende handlemuligheder ligger også hos drømmeren selv. Det ville være noget af et hestearbejde at forsøge at få andre til at gøre noget andet end det, der er ligetil for dem selv. Det gælder også i drømme. Og det kan nok ikke siges for tit, at det er bedst ikke at forfalde til at moralisere over for andre og kræve en speciel adfærd af dem – det er jo tante Agathe-sprog. Når det man selv har brug for falder helt sammen med det, man selv gør, så er man som en fisk i vandet.

Virkeligheden er jo den, at jo mere vi beskæftiger os med at konfrontere receptionisten, jo mere tid bruger vi, og jo mere nærkontakt har vi – med receptionisten. Det er fint nok at få en klar oplevelse, af, hvad man er oppe imod, men desværre får vi lige så lidt ud af at opdrage receptionisten som vi får ud af at dominere andre til at gøre som vi siger, for den voksne person vil blive dygtig til at handle selv og lade andre tage ansvaret for deres egne handlinger. Løsningen på vanskelighederne ligger altså ikke i at dressere andre, men i at give sig selv frihed til at forholde sig det det, man har behov for.

Så der er altså ikke egentlig noget alternativt i at bearbejde et problem gennem en drøm?

Nej, egentlig ikke.

Det eneste, der kan virke lidt ”alternativt” er måske, at vi ikke arbejder med selvhævdelse, men ud fra princippet om, at der skal være plads til alle. En praktisk tolkning af kærlighed og medfølelse. Fred i mennesker og fred mellem mennesker.

Så det er et af dine virkemidler: fred i mennesker og fred mellem mennesker. Er der flere ting, som du vil fremhæve som vigtige for at opnå det gode resultat i terapien?

Ja, det er vigtigt at give sig tid. Hvis man skal udvikle sig til noget bedre, så kan det ikke ske under pres. Det nytter ikke, at terapeuten ”jumps to conclusions”, altså tror, at det handler om at finde de rette svar for folk og så bare bede dem om at gøre som man siger. Forandring i det psykiske kræver en rimelig tryg situation uden pres. I mine øjne bygger en god terapeut en stemning op, hvor klienten kan eksperimentere med at tænke i nye baner. Når det nu engang handler om at finde ud af at droppe undertrykkelsen af sig selv, så er en dominerende terapeut, der har travlt med at hævde sig selv (hvilket jo er på klientens bekostning) ikke sagen.

Det duer heller ikke, at klienten forsøger at dominere sine uheldige (tante Agathe-)tendenser ved at over-bevise sig selv om, at hun bør gøre noget andet. Det er jo også styring, og styring af styring er dobbelt styring. Styring og styring neutraliserer ikke hinanden. Det, vi er interesserede i er at få friheden tilbage. Gamle blokeringer hæmmer friheden.

Hvad så med følelsesforløsende terapi? Hvad synes du om det til depressive klienter?

Det er ikke mit valg. Jeg ved jo godt, at mange klienter elsker følelsesforløsende terapi, elsker at få luft for deres følelser, og det er der i sig selv ikke noget galt med. Problemet er, hvis der ikke følger en øget indsigt med, altså en øget, dybere forståelse af, hvordan man får bygget de kraftige følelser op. Ellers er det jo bare fast arbejde for behandleren.

Hvis man bliver ved med at gøre det samme, så kan det ikke undre, at man får det samme resultat. At lukke følelserne ud er at komme af med overtrykket. Men hvis man ikke samtidig begynder har forstået, hvordan overtrykket blev bygget op, så kan vi tage en ny konsultation om det samme problem. Måske endda med de samme skuespillere og de samme kulisser – i heldigste fald er enten kulisserne eller skuespillerne skiftet ud, men skuespillet – dramaet – den power, der er i det – er det samme.

Hvad så med kognitiv terapi?

Det er heller ikke lige mig. I mine øjne samme problem: at styring som er endt i depression tackles med mere styring – måske en mere praktisk styring. Hvis vi ønsker at klienten skal komme ud af det depressive mønster, så er det vigtigt, at klienten selv får mulighed for at trænge dybere i sin forståelse og bliver dygtigere til at håndtere sine valg af løsninger. Det kræver selvfølgelig at får opløst de generelle blokeringer og erstattet dem med noget mere situationsrelevant. Kognition og handling er vigtige – men ...

Jeg var engang til et foredrag om kognitiv terapi som blev holdt af en chefpsykolog fra et af landets store psykiatri hospitaler. Hun fortalte om vigtigheden af at man satte handlinger på. Således betragtede man det der som den endelige prøve i behandlingen af angste unge mænd, at de skulle tage ned på det nærmeste apotek og med høj stemme bede om mindste størrelse kondomer. Det vakte megen munterhed hos de fleste af de 300 kvindelige deltagere. Jeg er absolut ikke uenig i, at det er nødvendigt at sætte handling på – to walk the way – og ikke bare snakke. Men der er vigtige nuancer. Som jeg sagde tidligere: når det man har behov for smelter sammen med det man gør, så er der ikke mange problemer tilbage. Men dette eksempel var et eksempel på tante Agathes krænkelser af de unge mænd. Krænkelsen ved at forlange at en ung mand gør som ”mor” har sagt. Krænkelsen ved at skulle foretage sig noget, som kan være krænkende for den unge mands selvrespekt. Jeg lagde mærke til, at jeg tænkte, at hvis den unge mand først havde lagt chefpsykologen over knæet og markeret sin egen ukrænkelighed (desværre ved at slå skår i chefpsykologens ditto) så kunne han i ro og mag tage stilling til, om den foreslåede udfordring var en, som han ville tage til sig – som man selv kan give en mening.

Man kan jo så håbe, at det ”bare” var et tænkt eksempel, men det harmonerede alt godt med resten af foredraget.

I min erfaring er opløsningen af de gordiske knuder man har fået på sit følelsesliv og sine tanker en nødvendighed, hvis man skal opnå en frihed og ikke bare skifte én styring ud med en anden. Der skal en dynamisk forståelse af psyken og livet til.

Så det korte svar er: jeg mener ganske enkelt ikke, at kognitiv terapi er det mest relevante man kan anvende til depressive. Så den traditionelle kognitive terapi som ikke støtter en dybere analyse af, hvilke kræfter, der er på færde hos den enkelte, kan jeg ikke anbefale.

Andre hovedhjørnesten i arbejdet med drømmen?

Ja, som du sikkert lagde mærke til, så svælgede vi ikke i de situationer, der havde skabt problemerne. Der kommer sjældent noget særlig godt ud af beskæftige sig med bøvlet ud over at få det peget klart ud. I stedet lirkede vi et konstruktivt fokus ind. Den gamle mester, སྒམ་པོ་པ་ (manden fra Gambo – Gambopa) bruger i sin bog fra 1100-tallet betegnelserne giften og kuren (citeret fra hukommelsen) og påpeger således, at én ting er den gift, der har forvoldt problemer – en helt anden er kuren. Det siger så sig selv, at giften ikke kommer ud ved blot at snakke én gang til om ens tidligere genvordigheder. Det er oftest blot en gentagelse. I alt i denne fysiske verden er der jo årsag og virkning. Det nytter ikke blot at se på virkningen (det, vi gør) især ikke, når virkningen som for depressive fører længere og længere nedad. Vi må forstå årsagen og frigøre os fra den.

Vi må arbejde med dobbelt fokus så at sige. At se bagud for at finde giften og vende blikket mod kuren – mod det, der vil løse op for de problemer, man har pådraget sig gennem de oplevelser, der har været som gift for ens liv? Giften og kuren behøver ikke have noget med hinanden at gøre, men min erfaring gennem arbejdet med depressive er, at kuren ofte består i at tilføre det, der manglede i de situationer, der blev en gift for ens sind. I drømmearbejdet hæver vi blikket mod det, der skal tilføjes for at hele mennesket.

Nogle terapiformer ser ud til kun at fokusere på at gennemleve, hvad man har været igennem af skrækkelige ting og beskæftiger sig næsten udelukkende med fortiden i en tyrkertro på, at bare man har set det, så forandrer verden sig. Andre gør meget ud af at planlægge mere fornuftige adfærdmønstre. Men i min forståelse er der ingen som helst grund til at beskæftige sig terapeutisk med fortiden med mindre den afspejler sig her og nu i folks mønstre, og på samme måde kan man træne her og nu i at have mod til ændring.

Det var såmænd bare det vi gjorde i Annas tilfælde. Og resultatet var da også, at hun ikke bare kom hjem til en byrde af problemer. Hun kom hjem med en ny holdning og hun kom hjem med nye oplevelser af, hvordan det føles når man begynder at tage sig af sig selv – ikke som: Mig først, men i en bedre indsigt og harmoni med sig selv og andre.



Depression og kontrolSpørgsmål og svar

Posted by Gunnar Hatt Sun, July 30, 2017 17:24:09

Spørgsmål: Hvordan ser du forholdet mellem depression og kontrol?

Det er besnærende at kaste mig lige ud i et svar, men jeg kan godt lide at være så præcis som muligt i mine svar, og det kræver, at vi først lige får afklaret, hvad der ligger i ordet kontrol. Ellers ville det være så let blot at sige, at depression er i bund og grund intet andet end for meget kontrol.

Men for meget af hvilken kontrol?

Der findes grundlæggende to former for kontrol: den kontrol, som sætter os i stand til at foretage os noget konstruktivt, der udvidder vores liv og færdigheder, og den kontrol, ender med det modsatte, altså skaber snærende rammer. Den sidste form for kontrol kalder vi med et andet ord for undertrykkelse. Set fra den vinkel, så er depression for meget kontrol.

Kan du give nogle eksempler på for meget kontrol?

Ja, f.eks. at føle skyld eller skamme sig. Når vi møder omverdenens misbilligelse, når vi oplever, at noget, vi har sagt eller gjort, ikke falder i god jord, så har vi en tendens til som børn at skamme os. Vi kan også kalde det for at være usolidariske med os selv. For i stedet for at tage til efterretning, at det vi har gjort eller sagt måske ikke er lige det mest fornuftige og så fortsætte med at tænke: kunne jeg udtrykke det på en anden måde, så jeg stadig er solidarisk med mig selv, men ikke i samme grad vækker omverdenens fordømmelse, så tænker vi oftest straks: jeg er forkert, men man skal ikke tro på alt, hvad man tænker, for vi er jo trænede i at tænke i ret snævre baner. Jeg er forkert, betyder jo: jeg burde være en anden end den, jeg er – og det kan man jo ikke være. Det store skred i børns selvforståelse kommer, når de går fra at tænke: ups!, der kom jeg vist lidt uheldigt af sted, og til at tænke: det er mig, der er forkert. Dette leder jo til den ukonstruktive kontrol: selvundertrykkelsen. Resultetet af selvundertrykkelsen er selvfølgelig at man lukker af til omverden og holder op med at give udtryk for den man nu engang er – gennem følelser, tanker og handlinger, som man holder inde. De fleste gør jo sådan fordi de vil beskytte sig. Så tænker de, at de får mindre bøvl med omverdenen. Men hvad er dette bøvl i forhold til at give slip på at måtte være den, man er? Det er nok en tanke værd. Her tænker du måske, at der findes handlinger, der skader andre, og som man ikke skal tillade sig at udføre. Jeg er helt enig. Selvfølgelig findes der handlinger, som man skal afstå fra, men hvis man bliver fortrolig med årsagen til, at man havde lyst til at handle så ukonstruktivt, så kunne man måske opdage andre måder at håndtere den vanskelige situation på.

Mange af de begrænsninger jeg opdagede, jeg selv lagde på mig selv i min barndom, viste sig at være bygget på formodninger om at det nok ikke ville være godt at give udtryk for. Andre skyldes, at jeg misforstod de voksne, og atter andre at jeg ikke gennemskuede, at det var de voksne, der indimellem havde problemer, som de uden at tænke videre over det, overførte til børnene, så de endte med at blive børnenes problemer.

Tilbage blev en række begrænsninger, som jeg kalder dem, jeg måtte påtage mig selv, fordi alternativet med den forståelse, jeg havde som barn, var langt værre. Sandheden er jo nok, at intet barn er så ufornuftigt, at det pålægger sig begrænsninger, der volder problemer og smerte, med mindre alternativet er endnu værre.

Med andre ord: der har været mening i ”galskaben”, mening i at vælge den depressive måde at reagere på. Og den slæber vi med os i voksenlivet selv om vi egentlig er vokset ud af selve den problematik, der lå bag, og selv om vores omgivelser har forandret sig så meget, at det er yderst begrænset, hvor meget det kan betale sig at blive ved med at begrænse sig selv.

Med denne negative form for kontrol underminerer vi vores ståsted, vores oplevelse af, at vores egne følelser kan være korrekte, og vi begynder at betvivle vores egne måder at se tingene på. Dermed mister vi tilliden til, at vi kan handle os ud af problemerne og holder op med at gøre noget ved det. Således trukket tilbage i sig selv kan vi miste os selv, men vi kan også miste muligheden for den gode kontakt med andre. For når vi ikke længere spontant må stå ved, hvad vi tænker og har lyst til, hvordan kan vi da være sammen med andre, der ikke vil os det godt, uden at komme til skade? Og når så nogen, der faktisk vil os det godt, kommer og banker på, så opfører vi os som om deres interesse og ønske om kontakt vil true os, og vi vil have en tendens til at lukke os inde også i forhold til dem, der vil os det godt.

Den, der ikke tør udtrykke sig – udtrykke klart, hvem han eller hun er – den kan ikke elske. Det siger sig selv, for den, der ikke tør være sig selv, er jo i praksis ikke tilstede.

Men hvad så med den konstruktive kontrol? Kan du sige noget om den?

Tænk på en håndværker. Tænk på en snedker, én der har brugt år af sit liv på at blive god til at håndte de forskellige slags træ og til at bruge og passe sit værktøj. Han kender træets muligheder og ved, hvordan værktøjet kan anvendes, og han kan frembringe i smukkeste ting med anvendelse af et minimum af anstrengelse. Når han er blevet tilstrækkelig dygtig siger vi, at han mestrer sit fag. Vi kalder ham måske endda for Mester.

Når vi mestret børneopdragelse, så får vi børn, der klarer sig gå godt som det er muligt, og vi får ikke børn, der lige så snart vi vender ryggen til, foretager sig ting, som vi ikke engang selv ville gøre, da vi havde deres alder. Vi lærer dem med andre ord at mestre deres liv, og vi lærer dem, at det er ok at udtrykke sig frit – med omtanke – så friheden kan komme dem selv og andre til gode. Så er der kontrol over situationerne.

I den forstand er konstruktiv kontrol ensbetydende med frihed – konstruktiv frihed.

Hvad så med tankerne og følelserne? Kan jeg kontrollere dem?

Jeg kan kun tale ud fra min egen erfaring. Og den er, at man kan arbejde på at blive mester.

For det første: afvis ikke en tanke ved at sige, at den generer dig. En tanke kommer ikke for at genere dig. Den kommer fordi den er relevant for dit liv uanset om du kan gennemskue det lige her og nu eller ej.

Jo mere vi kæmper for at undgå at tænke på noget bestemt ubehageligt, jo mere tid tilbringer vi jo faktisk med at kæmpe med tanken. Tænk, hvis du er på en blind date med en med en meget stor næse, som du siger til dig selv: den må jeg ikke stirre mig blind på. Den må jeg for Guds skyld ikke

kommentere. Og da slet ikke for dens farve. Hvad er det så du beskæftiger dig med i dine tanker? Ja, selvfølgelig: næsen, næsen og næsen – i den rækkefølge. Intet andet, næsten.

Sandheden er med andre ord, at det, man afviser – det er faktisk en attraktion. Altså: en rejektion er i realiteten en attraction. Noget vi bliver draget til.

Når vi er vrede på nogen, så er det egentlig det samme som at sige, at vi afviser dem, som dem, de er eller ved det de gør. Vi kan blive så forarget over dem, at vi efter en uge må indse, at vi har fortalt alle dem, vi har mødt i den forløbne uge, om netop denne person og denne persons formastelige gerninger, holdninger, store næse og så videre. Så hvem har vi haft med os i tale og tanker hele ugen andre end den, vi forsøger at afvise. Vi kunne lige så godt have været bundet fast til hinanden ved anklerne. Og det var måske ikke så tosset et arrangement, for det ville tvinge os til finde en mere konstruktiv måde at være sammen på end at afvise, være forargede – hade. Det er altså langt bedre at tage hånd om vreden end det er at afvise den. Det er langt bedre at forstå dens årsager end at pudse den direkte på den, der har vakt vreden.

Hvis vi vil være mestre i vores eget liv må vi lære at tage hånd om vores følelser – også de ubehagelige. Vi må lære at indse, at de ikke kommer for at genere os, men fordi vi kan lære af dem.

At flygte fra nedtrykthed er med andre ord måske ikke det mest intelligente, man kan gøre. Det er nemmere at forså ved dets modsætning: at flygte fra følelsen af indre fred vederkvægelse, det er måske ikke det mest intelligente, man kan gøre. Men da vi kommer til at fæstne os ved oplevelsen af nedtrykthed og ikke ved, hvad den mon kommer af, så glemmer vi, hvad den kommer af, og gør vi det, hvad kan vi så gøre for at gøre noget ved nedtryktheden? Omvendt, hvis vi oplever følelsen af indre fred og vederkvægelse, ville vi da ikke være lidt dumme, hvis vi ikke var opmærksomme på, hvad eller hvem, der var forbundet med oplevelse? Gurli Margrethe f.eks.?

Terapi må altså handle om at blive dygtig til anerkende følelser – uanset hvad vi måtte mene om dem. Terapi må altså handler om at blive dygtig til at forstå, hvad de kommer af, og det kan man bedst, når man ikke mere fordømme en følelse som uønsket, ligegyldigt hvor bøvlet den er.

Og terapi må handle om at kunne finde konstruktive måder at udtrykke sig på.

Kun herigennem bliver man mester i sit eget liv.

I modsætning hertil ender den depressive med faktisk at blive offer for sin egen selvundertrykkelse – den, som opringelig var tænkt som en løsning på en situation, der var ubærlig.





Findes der destruktive følelser?Filosofiske smuler

Posted by Gunnar Hatt Fri, April 28, 2017 18:55:29

Jeg har tit undret mig over, at der er nogle følelser, som man kalder destruktive. Det er ikke fordi jeg ikke forstår, hvor ubehagelige de kan føles uanset om de er mine egne eller nogen, jeg får smidt i hovedet fra andre. Det er ikke fordi jeg ikke kan se, hvor meget ravage, dekan lave, når de bliver lukket ud, eller hvor meget ravage de kan lave når de ikke bliver lukket ud.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan se, at dem, som vi kalder negative følelser og som vi oftest helst er fri for. Eller fordi jeg ikke kan indse, at en fysisk smerte kan blive så overvældende, at den bliver for svær at håndtere, så jeg bare ønsker at dulme det.

Det er fordi jeg ser følelser som budskaber til bevidstheden, budskaber om, at der er noget, som jeg skal tage vare på. Et budskab kan man opfatte som godt eller dårligt, men i sig selv er det bare et budskab. Ham, der har sendt mig en regning, kan sikkert godt lide budskabet, mens det slet ikke er sikkert, at det falder i god jord hos mig.

Men en følelse er jo en følelse, og en følelse i sig selv kan i mit univers ikke være hverken positiv eller negativ. Det positive eller det negative afhænger helt og holdent af, hvordan vi forholder os til følelsen. Hvordan vi forstår budskabet.

Er det negativt at føle, at man fryser? Det er ubehageligt, ja, men er det en negativ følelse? Hvis jeg fryser kan jeg vælge at blive irriteret, men jeg kan også tage lidt mere tøj på, eller skrue op for varmen og i det hele taget sørge for, at jeg ikke ender med en forkølelse. Jeg kan også få den ide, at det kunne være dejligt at søge lidt ekstra varme under kærestens dyne. Om hun så synes, at MIN følelse er positiv eller negativ, ja, det afhænger nok af hendes humør.

Og sådan kan vi fortsætte. Jeg sad engang i lægens konsultation, fordi jeg havde fået en springfinger af overdrevent violinbyggeri, hvor min entusiasme havde fået mig til at overse, hvor meget jeg havde fået belastet min tommelfinger. Den skal lige have en lille operation, sagde lægen og tilføjede: Jeg skriver lige noget smertestillende op. Han så mildest talt undrende på mig, da jeg sagde: Ved du hvad, det skal du ikke gøre. Den smerte er jo til at holde ud, og den er der vel for at jeg endelig kan lære at passe på min tommelfinger og lære ikke at overbelaste den en anden gang. Det ville være en lille smule hjernedødt at bortfjerne smerten, når min krop nu ikke har få forfærdelig mange andre måder at lære mig det på. Hvis den da overhovedet har andre måder at lære mig det på.

Smerten er en del af en læreproces – ellers ville smerte jo være totalt overflødig.

Lidelsen er en del af en læreproces – ellers ville lidelsen jo være totalt overflødig.

Bøvlet er en del af en læreproces – ellers ville bøvlet jo være totalt overflødigt.

Sådan kan man også se på andre følelser.

Det, der kan gøre, at en følelse er destruktive, eller rettere, at vi kalder den destruktiv, er, at udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer den.

Skyld og skam ville vi kalde destruktive følelser, fordi de kan ødelægge meget i vores liv. Men oversætter vi skyld og skam til at vi er usolidariske med os selv, så ændrer perspektivet sig. Gider jeg bære på en skyld? Hvad bruger jeg i det hele taget skyld til? Tja, vel sagtens det samme som de allerfleste andre mennesker: nemlig til at undgå at gøre det, som ville løse op for problemet. Vi deler skyld ud til os selv, og vi deler skyld ud til andre. Og hvad sker der som regel ved det? Ikke andet end at nogen får det dårligt i stedet for at interessere sig for at forstå, hvorfor det skete som det skete, og hvorfor det ikke behøver at ske sådan igen. Så i stedet for at bruge skyld til at blive klogere, så bruger vi den som regel til at forlænge lidelsen. Det samme gælder skam. Det kan være vi har gjort noget dumt. Men så kan vi vel blive klogere, hvis vi vil. Men vi kan også vælge at tage skyldens byrde på os og bilde os ind, at hvis vi nu er rigtig grimme ved os selv, så ophæver det, at vi har været rigtig grimme ved andre. Men så er realiteten jo, at vi fortsætter med at være grimme, grimme ved nogen, nu er det bare lidt mere ligeligt fordelt, og så mener vi, at det er retfærdigt. I min forståelse er det en forøgelse af smerten – også selv om den bliver båret på flere skuldre. Det er på ingen måde noget, der i sig selv fører til en bedre verden.

Jeg snakkede engang med en ung mand, som var havnet i et tyrkisk fængsel, fordi han havde kørt et menneske ihjæl. Han havde kørt for hurtigt, og han havde overset noget vejarbejde. Bump! Ødelagt bil og død mand. Men havde han lært noget? Jeg synes det ikke. Han blev ved med at køre lidt for hurtigt, og mindst én gang blev jeg bekendt med, at han havde kørt bil i ret påvirket tilstand. Men selvfølgelig skammede han sig og følte sig skyldig, når han kom til at tænke på den forfærdelige oplevelse.

Jeg snakkede engang med en anden mand i en mere moden alder. Han fortalte, at han engang ved et uheld i Genova's travle havn, som kranfører, var kommet til uforvarende at dumpe en container ned over en mand, der døde på stedet. Han fortalte, at han i alle årene siden havde påtaget sig en disciplin: aldrig nogensinde siden med overlæg at tage livet af noget levende væsen. Så han en myre på havegangen, så trådte han uden om den. Havde han fået jordbier i græsplænen, så ventede han til vinteren med at destruere boet. Han fortalte om, hvordan hans nabo engang var kommet over og havde beklaget sig over, at vores bekendte husede et stort hvepsebo i sin carport, og at naboen klagede over, at det var disse hvepse, der invaderede han søndags-morgenbord i haven. Jeg husker ordret, hvad han svarede: Hvis du kan bevise, at det er mine hvepse, der ødelægger din fornøjelse ved morgenmad i haven, så må du gerne fjerne hvepseboet. Jeg selv vil hellere leve med det. Hvad kunne han gøre andet end at ære den døde havnearbejder med igen og igen at minde sig selv om, at liv var værdifuldt, og det, som han i mangel på tilstrækkelig opmærksomhed havde taget, det gjorde han til en en konstruktiv disciplin. Alligevel gjorde det ham på ingen måde blødsøden. Han var arbejdsleder og som sådan indimellem nødt til at afskedige folk. Men han valgte med omhu at gøre det på den måde, der gav mindst bøvl for alle. Det lykkedes ham på den måde at få nogle oplevelser af, at hans son-offer faktisk blev en glæde for ham at give.

Det er med andre ord i allerhøjeste grad op til os selv, om de emotioner, vi oplever, bliver konstruktive for os, eller om de bliver negative.

Vrede kalder man generelt en negativ følelse. Men vreden i sin grund er ret harmløs. Men kan forestille sig, at ens vrede er en lille hund, som larmer, hver gang der sker noget, som er anderledes end det, vi selv har brug for. Man kan så vælge mellem at sende hunden lige i flæsket på den anderledestænkende, eller man kan sige til hunden/vreden, at det er dejligt, at den fortæller, at der er gang i et eller andet, som man skal tage sig af, klappe den på hovedet og sige ”dæk”, nu skal jeg nok selv tage mig af det.

Alle følelser har dette element i sig, at de skal få os til at blive opmærksomme, gøre noget, og helst med en konstruktiv indsigt, så problemet faktisk løser sig. Det går i sig selv, når vi gør det, som får harmonien til at genopstå. Men først må vi som regel række ud i verden og foretage de nødvendige ændringer.

Det er derfor grækerne kalde dem emotioner: af e-, som betyder ud, og motion, som betyder bevægelse. Fordi alle emotioners natur er, at de skal få os til at forholde os til et problem og løse det Det er ikke de emotionelle, der skal bestemme måden man handler på. Vreden skal ikke bestemme. Vi kan blive så vrede, at vi har mest lyst til at bide de andre i benet, eller gøre det, der er værre. Men dybest set er vreden for os mennesker blot en budbringer. En budbringer om, at vi ikke har det godt nok med det, der sker.

Med andre ord: vreden er dybest set en afstandtagen fra det, der sker. En manglende accept. En afstødning.

Den tager mange former, fra utilfredshed, via irritation, afstandtagen, vrede, fordømmelse til raseri. Alle sammen er de variationer over vrede.

Og så er der jo mange, der bestyrtet vil udbryde: vil det så sige, at du mener, at vi blot skal acceptere alt? Og svaret er: accept er at tage virkeligheden til sig og derudfra bestemme, hvorcan man vil handle på virkeligheden. Accept har såden set intet med passivitet at gøre. Faktisk kan man sige: egentlig tværtimod. Accept er at åbne øjnene og indse, hvad der foregår, at erkende, hvad virkeligheden er – det er accept.

Skyld er noget i retning af det modsatte. Skyld er som regel et forsøg på at undgå at indse, hvad der er foregået, at forsøge at undgå at acceptere, at det rent faktisk foregik, og bruge tiden på at dunke andre eller sig selv oven i hovedet, i stedet for at søge de konstruktive løsninger.

Det tager tid at øve sig i at opløse ”negative følelser” i de to bestanddele: følelsen som sådan på den ene side og hvordan vi vælger at forstå den og løse det problem/den ubalance, der har afstedkommet den. Det tager tid at forstå, at vrede ikke er noget, som man bare skal smide i hovedet på andre, men at der er en ide i, at det er en selv, der føler vreden, og dermed en selv, der må tænke over den mest konstruktive måde at håndtere ubalancen eller uoverensstemmelsen på.

Eet er sikkert: enhver emotion kommer af en ubalance, og det kan gøre godt at forstå emotionen – uanset om den er rar eller sindsoprivende – som et signal om, at en ubalance trænger til at blive korrigeret.

At fryse handler om at række ud af termostaten. Sulten handler om at række ud efter køleskabet, utålmodigheden er signalet om, at der er noget man trænger til skal ske, tissetrangen om at man skal finde et sted at komme af med vandet. Og det sidste er en fortrinlig emotion til at illustrere, hvad der sker, hvis man fornægten en emotion, der har rødder i realiteten: den bliver bare større og stærkere og ender med at tage mangen fra en.

Ligesom børnehavelærerinden, der ikke skal vente med at handle på larm og vild leg til det bliver for meget og der sker ulykker, ligesom hun skal lære at være opmærksom på signalerne og handle i tide så der altid rimelig ro og overblik, ligesådan vil det være en kæmpe fordel, at lærer at elske sine ”børnehavebørn” og lærer at tage vare på deres behov og finde de konstruktive løsninger på dem.

Ingen emotioner, selv ikke de mest uønskede, kommer for at genere dig. Og jo mere de er gejlet op, jo mere er de udtryk for, at du har forsømt at tage dig kærligt og indsigtsfuldt af dem.

For den depressive er der et stort arbejde med at forstå, at alle de ”negative” følelser ikke kommer for at genere, men faktisk for det modsatte: for at appellere til, at man begånder at tage hånd om sit liv med større indsigt og bedre færdigheder.

Jamen hvad så med jalousi, vil nogen spørge. Det er da en negativ følelse at være jaloux.

Men hvad er da kernen i jalousi? Hvad om vi omdøber følelsen til: jeg tror, at der er nogen andre, der får det, som jeg selv meget gerne vil have.

Der er jo ingen grund til at blive jaloux, hvis man selv har så rigeligt. Det er jo netop fordi der er noget, som man savner, at man føler jalousien.

Faktisk talte jeg engang med en mand, som blev rigtig glad for denne udlægning, for pludselig gik det op for ham, at han faktisk ville sin kone – ville hende – at de var gledet fra hinanden i hverdagens trommerum, og at han jo forestillede sig, at der stadig var liv i hende, og at eftersom han ikke fik mulighed for at opleve det, så måtte det vel være fordi en anden fik det. Og tilsvarende: hvorfor blive jaloux over, at en anden eventuelt, måske, fik noget, med mindre det var fordi han selv ønskede mere end han havde givet sig selv lov til at mærke. Jalousi kan ødelægge et parforhold, men følelsen kan lige så godt bruges til at puste liv i noget, som er gået hen og blevet mere kedeligt end der faktisk er dækning for.

Er det ved at være klart: emotioner er som postbude. De afleverer en information. Det gør de uanset om det er rudekuverter eller invitationer til et eller andet interessant. Lad være med at interessere dig så meget for postbudet – han afleverer bare vigtig information. Kig på brevet. Forstå indholdet. Find konstruktive måder at klare udfordringen på.

Destruktive følelser er et særdeles misvisende begreb.

Jamen, siger mange, når vi er depressive, så har vi en masse emotioner, som vi ikke kan døje. Vi vil bare af med dem. Ja, men husk, at emotioner bare er budbringere om ubalancer. Fix ubalancen, og følelsen går i sig selv. Eller nægt at fixe ubalancen, og emotionen vil blive mere intens.

For mig at se er det nødvendigt at arbejde på to planer: det ene er at indse, hvad det ukonstruktive mønster kommer af, så man kan begynde at lukke energien ud af det, og det andet er at blive dygtig til at tage sig af sit liv. Det første – det med at kigge indad – skal man som regel have hjælp til at lære ordenligt. Det andet er faktisk en del lettere.

Kodeordene til arbejdet kunne være præcis forståelse, accept, medfølelse og handling.



Bøger til inspirationDet litterære apotek

Posted by Gunnar Hatt Sun, January 15, 2017 17:03:43

det er tanken at denne side skal indholde forslag til litteratur om personlig udvikling.

Kærlighed kontra depressionFilosofiske smuler

Posted by Gunnar Hatt Sun, January 15, 2017 17:00:57

Somme tider kan det være godt at stille et begreb op mod noget andet for at få nuancer frem. Depression er på mange måder fravær af kærlighed. Kærligheden er forbundet med åbenhed, nærvær og accept. Depression med lukkethed, afstandtagen og manglende accept.
Depression lukker sig om sig selv. Kærlighed åbner og skaber kontakt.
Men hvad er da kærlighed?
Jeg vover en definition (inspireret af Bob Moore):

Love is
to contact
that point
in another person
that makes him grow.

Jeg hakker den gerne i stykker:
Love is (det er jo en kendsgerning)
To contact (det er altså noget man gør. Det giver ingen mening af snakke om kærlighed som andet end noget man praktiserer)
That point (man skal ikke være slasket, men være ret præcis for at få den rette udvikling i gang)
In another person (faktisk kan man udvide området til også at gælde at kontakte det område i en selv, som giver udvikling, og det er heller ikke noget krav, at det er en person).
That makes him grow (det er selve essensen af den gode kontakt: vækst.

Intentionen med at gøre noget kan være knyttet til kærlighed, men det betyder ikke, at der kommer en kærlig handling ud af det. Det har vi jo set utallige eksempler på. Jeg gjorde det jo af kærlighed, vil mange hævde, men det, de gjorde var måske i realiteten det stik modsatte. Tante Agathe vil jo hævde, at hun hjælper af kærlighed, men problemet er, at det oftest bliver en bjørnetjeneste i stedet.

Hvad er da depression?