Med Kærlig Hilsen

Med Kærlig Hilsen

"Kærlig hilsen tante Agathe"

Med undertitlen "Depressionsbehandling uden medicin"
er en bog skrevet af Gunnar Hatt
Bogen udkommer 21. maj 2017

Om god og dårlig terapi (om at blive hel igen).

Filosofiske smulerPosted by Gunnar Hatt Mon, June 18, 2018 11:50:31

Flere har opfordret mig til at skrive lidt mere om, hvad jeg selv mener er god og dårlig terapi, idet det ikke er skrevet særlig klart i bogen. Jeg har i dette indlæg forsøgt at komme lidt rundt om emnet uden at gå i for mange detaljer.

Om at blive hel igen.

Jeg har i tidens løb stiftet bekendtskab med mange forskellige terapiformer, som alle har været velmente forsøg på at hjælpe folk. Og de fleste har da også haft effekt – men hvilken effekt.

Hvert menneske har sine særegne kvaliteter, som det kan videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som livet giver. Hvert menneske har også sine særegne vanskeligheder, som de ligeledes kan videreudvikle og forfine gennem de udfordringer, som deres liv giver. Selvfølgelig er det sådan.

Hvis disse vanskeligheder fx er, at de reagerer depressivt, så er der jo helt basalt tre måder at tackle udfordringerne på: man kan gøre som man plejer og videreudvikle det depressive mønster, eller man kan forsøge at ændre måden man tackler udfordringerne på – eller den tredje vej, som mange vælger: man kan blive i problematikkerne og vælge antidepressiva i den overbevisning, at medicinen vil hjælpe.

Min erfaring gennem mine næsten fire årtier som terapeut er, at hvert menneske har sin egen, sin helt egen vej gennem livet og også gennem sine vanskeligheder. Derfor vil det være en nærmest umulig opgave at skrive helt generelt om, hvordan man skal håndtere dem. Mange af de terapeutiske retninger har selvfølgelig deres eget bud på hvad de ser som den ideelle måde at håndtere tingene på. En klog kone har engang sagt, at man hjælper klienterne bedst gennem de metoder, som terapeuten har det bedst med. Det er der megen sandhed i, og det er der også mange undersøgelser, der viser. Men det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for én ting er, at terapeuten skal trives – og der er jo ikke megen ide i at arbejde med terapi, hvis man ikke trives med den måde, man arbejder på. Men en anden ting er, at der jo i et terapiforløb også er en klient til stede, og at denne klient ikke bare skal trives med det, der foregår i terapien, men også skal have skræddersyet forløbet i forhold til sine vanskeligheders art. Og for at gøre det endnu vanskeligere, så har disse klienter også deres familie, vennekreds og arbejde, som de også skal kunne trives med.

Nogle går i terapi for at få bugt med deres angst og kommer måske til en terapeut, som bakker dem helt op i deres ret til at være sig selv, men resultatet har været, at fra at være havnet i den ene grøft, angstens, så ryger de tværs over det, der kunne være deres balancerede udgangspunkt for resten af livet og havner – ikke på vejen – men i den modsatte grøft, hvor de får bakket sig selv op i en grad, så de bliver skilt og de næste mange år kan de så i stedet have problemet med at have fælles børn med en eksmand, som de forestiller sig at de skal håndtere fra den nye grøft.

Så hvad er ideen med at komme til psykolog med eet problem og komme hjem med et andet?

Hvad er ideen i at gå fra at have været i offerrollen og til at træde ind i bødlens rolle? I mine øjne er der intet nyt under solen, hvis det er sådan man gør. Jo, rollerne er nu byttet om, men spillet er det samme, og med mindre det hele skal eksplodere, så kræves det, at de andre er med på rolleombytningen. Og kan man ikke se, at man i sin nye rolle deltager i netop den rolle i det spil, som i sin tid var så destruktivt for én, så er resultatet jo på langt sigt, at man nu er trådt ud af den rolle, som gav én selv problemer og ind i den, som giver de andre problemer. Det svarer vel egentlig til, at vi løser vores problem med at de andre laver en C02-forurening som også påvirker vores område, ved selv at begynde at forurene. Så får vi da i det mindste selv glæde af forureningen – tænker mange – men man skal jo have sine skolepenge tilbage, hvis man ikke kan se, at det samlede resultat af den tankegang er, at forureningen accelererer.

Man kan ikke løse et problem på det niveau, problemet er på. Man er nødt til at skifte niveau.

Man kan fx ikke løse en emotionel konflikt ved at køre endnu mere rundt i det emotionelle. Man kan ikke løse et problem med at lade sig styre af tante Agathes meninger og forslag ved at finde en ny tante Agathe, selv om den nye måske er terapeut. Det kan så se ud som om man får løst et konkret problem – det er klart – men der er jo ingen ide i at rende til terapeut for at gøre terapeuten til en ny autoritet i ens liv – til stor fortrydelse for den gamle tante Agathe. Det er jo i realiteten blot at blive ved med at tro, at man aldrig behøver at lære at blive sin egen autoritet, at man aldrig rigtig begynder at stole på sig selv, og at man altid forholder sig skeptisk til sine egne ideer om, hvordan noget skal løses med mindre man har konsulteret sin terapeut.

Nogle terapeuter ser ud til at trives med denne rolle som giver dem faste indtægter, mens andre synes det er forstemmende at deltage i et sådant cirkus.

Men kan vi da ikke sige noget forholdsvis generelt om, hvad der er konstruktivt eller skal vi blive ved med at påpege fejl og mangler?

Jeg vil vove forsøget med at se lidt på – ikke bare, hvad vi skal væk fra – men ved at forsøge at se på, hvor det er, vi gerne skulle hen. Ved at forsøge at indkredse, hvad der er konstruktivt.

Det behøver ikke at være så kompliceret.

Hvis terapi - eller for så vidt problemløsning i det hele taget - skal have en mening, så må det være at få mennesker til at fungere bedre i sig selv og i en sammenhæng. Den smerte, de lidelser og det bøvl, der kommer ind i ens liv stammer først og fremmest fra de splittelser, vi får lavet og kommer ud for.

Og kuren for hver enkelt skabning ser ud til at være at vokse og gro og blive mere integreret.

(Og her vil det være godt, hvis man allerede har læst det lille essay, jeg har kaldt Kærlighed, skønhed og depression, som også findes på denne blog).

Det er gammel viden at den gode udvikling går gennem at løse op for det, der har sat sig fast, og skabe en velfungerende sammenhæng. Den gode udvikling kommer af at hjælpe sig selv såvel som andre – og andet – i gang. Faktisk kommer det gode, gamle danske ord, elske, af en sprogstamme, som betyder både at så, at pløje og at opfostre, altså i realiteten det, der skal til for at bringe nye generationer frem og skabe det gode liv.

Love is to contact that point in another person that makes him grow. Love is to contact that point in oneself that makes oneself grow. Love is in reality to contact everything in a way that makes growth possible. And not just possible but also so that it happens.

Kærlighed er ingen forbrugsfest og kærlighed er ingen vare. First you fall in love and then - when you have got what the other person had to give or tried to take it – then you fall out of love.

Det er gammel viden, at kærlighed i betydningen ligeværd og nærvær ikke er noget, man kan tage. Man kan tage imod, men ikke tage. Det, man får, hvis man forsøger at tage, ender med at blive noget underligt, forplumret noget.

Disse punkter hvor vi kan vækste er der, hvor vi ellers er groet fast og stagneret, og terapi viser, at vi selvsagt ofte har meget lidt lyst til at berøre de punkter, som kunne give os vækst, med mindre vi allerede har opbygget nogle gode erfaringer med at tage hånd om dem, og har vi det, så har vi ikke så meget brug for terapi længere. Terapi må derfor for mange handle om at blive fortrolig med hvordan man får de gaver frem, der ligger i enhver udfordring.

I alle de år, jeg har set mennesker vokse gennem terapi, har det været tydeligt, at en sådan vækst altid indebærer nogle grundlæggende holdningsskift og forståelser – og ikke mindst nye handlinger. Et skift til nye holdninger og nye forståelser, der er mere i overensstemmelse med, hvem vi egentlig er bag alle vores problemer og alt vores bøvl.

Heling handler om at gøre hel. Heling handler ikke om at flytte et problem fra ét sted, hvor det laver ravage i vores eget liv til et andet sted, hvor det laver ravage i andres. Eller med kemi at flytte problemet fra ét sted i én selv til et andet sted i én selv. Det handler lige så lidt om at om at smide sit køkkenaffald over hækken til naboen, som det handler om at smide sit psykiske affald over til naboen. Det handler om at blive voksen og rydde op efter sig selv og rydde op i sig selv. Om at blive sin egen autoritet og sin egen omsorgsgiver. Og det handler ikke om at følge tante Agathes råd for at blive et godt menneske. Det må handler om at undersøge, om nogle af de råd, hun giver faktisk ER gode, så man kan gøre dem til sine egne og droppe resten. Det handler ikke om at plagiere og træne i et blive et godt menneske, som er hendes ide om det gode liv.

Det er måske den vigtigste erkendelse, jeg er kommet til gennem mit arbejde: at mennesker, når de rigtig får løst op for det, der plager dem, altid viser sig at blive mere rummende, kærlige og medfølende over for ikke bare sig selv, men over for sine omgivelser. Der er altså ingen grund til at spilde tiden med at plagiere andre, når den enkleste og korteste vej er at blive sig selv og give andre de helt samme vilkår for et godt liv.

Så hvis vi skal tage konsekvensen af det jeg allerede har skrevet, hvad kan vi så sige mere generelt om at vækste?

Jo, vi kan øve os i at opdage det sårede barn, som vi alle indeholder. Et barn, hvis skader er blevet til i situationer, hvor vanskelighederne har været for store og uoverskuelige i forhold til de evner vi havde udviklet dengang, og i forhold til den kærlighed, omsorg og medfølelse, som vi havde brug for, og som vi ikke fik i tilstrækkeligt omfang dengang vi som børn var så afhængige af andre. Den spontane reaktion, når vi endelig begynder at få åbnet øjnene for det indre, sårede barn, er en trang til at kigge væk. Tag det væk, doktor, bare tag det væk. Men doktoren kan ikke rode i vores hjernekasse og hjerte, når det handler om psykiske problemer. Det er heller ikke nødvendigt, for i samme nu man helt har erkendt, at problemer kommer af splittelser må man vide, at løsningen, kuren, er at gøre hel. I samme øjeblik man erkender, at hvis et problem er opstået af mangel på kærlighed, ømhed og nærvær, så skal det nok ikke løses ved at tage afstand fra vores sårede følelser, men ved at give dem kærlighed, ømhed og nærvær og ved at lade dem modtage kærlighed, ømhed og nærvær.

Således kan man egentlig bare forestille sig, at man tager sine vanskelige følelser, tanker og reaktioner til sig i form af et barn, som man tager på skødet og giver kærlighed, ømhed og nærvær, mens man får en god snak med det og selv træder ind i rollen som den voksne, der godt forstår, at barnet har brug for at nå frem til en erkendelse af, at det er accepteret og får en hånd fra den voksne at holde i.

Jeg tænker også, at det kunne være det, der ligger i, at man godt kan se splinten i broderens øje, men ikke bjælken i ens eget. Så behøver vi blot se på vores broder og lægge mærke til, om vi ser på ham med forståelse og medfølelse, eller om vi dømmer dem ude. Gør vi det sidste, så burde vi kunne indse, at vi er med til at fastholde problemet.

Hvis vi ikke kan se på vores bøvl og tage det til os, så bruger vi syndebukken, som på engelsk oprindelig hed the escape goat, men der er ingen vækst i eskapisme. Proceduren var, at man kastede alt det, man ikke brød sig om ved sig selv og alle sine dårlige gerninger, som man helst ville være foruden, over på synde-bukken hvorefter man i fællesskab jog den ud i ørkenen, i håbet om at den ville dø der sammen med alt det, man havde skudt over på den. Men nogle synde-bukke må tilsyneladende have overlevet og formeret sig, for ørkenen – det ørkesløse liv – ser ud til at være fyldt med den slags geder. Intet forsvinder – men noget bliver flyttet til et mere bekvemt sted. Den slags terapi kan kaldes korset-metoden eller støvsuger-metoden ud fra den kendsgerning, at ingen korsetter har fjernet så meget som en delle, men blot flyttet den hen til et sted, hvor den ikke ser så bøvlet ud, og tilsvarende med støvsugere.

Depressive har været vort samfunds synde-bukke. I stedet for at se, hvad det er for vanskeligheder de bærer, hvoraf mange af dem er konsekvenserne af vores egen måde at være på og den måde vi har indrettet samfundet på, så kunne vi måske vove at se på de depressive og derigennem få en tydeligere oplevelse af, hvad der skal til for at bevare det gode liv. Først træner man i at få øje på sine vanskeligheder – dernæst at lære at tage nænsomt hånd om dem, mens man renser ud i alt det bøvl, man har slæbt med sig, og først derefter kommer opgaven med at lære at bruge sin store frihed til eget og alles bedste.

Den gode terapi giver altså en håndsrækning til at kunne blive sig selv og til at kunne give nøjagtigt det samme privilegie til andre. Den gode terapi tager udgangspunkt i at alt trods forskelligheder har et ligeværd. Den gode terapi tager udgangspunkt i i en konkret og en filosofisk forståelse af det at være menneske. I menneskeligt nærvær og omsorgen for medmennesker som vi jo også selv er et af. Og jo mere vi er i stand til at sætte os ind i andres situation og dermed vide, hvordan de har det, jo bedre kan vi støtte.

Det er jo lige netop disse kvaliteter, som jeg har beskrevet som kernen i kærlighed. Det er ikke noget højttravende i dette. Det handler om at have benene på jorden, hjertet på rette sted, og begynde at få en klar forståelse af hvordan virkeligheden faktisk ser ud.

Med andre ord: vejen er præcis det samme som målet.

Med kærlig hilsen

Gunnar Hatt





  • Comments(0)//medkaerlighilsen.gunnarhatt.dk/#post11

Kærlighed, skønhed og depression

Filosofiske smulerPosted by Gunnar Hatt Fri, October 20, 2017 15:47:15

Kærlighed, skønhed og depression.

Man skal ikke iagttage sig selv eller andre særlig meget før man kan se, at det, der er pænt eller smukt, tiltalende, giver os mere glæde end det modsatte. Ser vi på maden på en smukt anrettet tallerken, så vil vi selvfølgelig føle os mere opstemte end hvis vi ser på en tallerkenfuld brunt-i-brunt. Vi kan ofte tage en lille smule anstød af ting, der om man så må sige er en torn i øjet, mens det, der ikke vækker noget mishag er noget, som vi umiddelbart ”flyder” hen imod. Det tiltalende får os i højere grad til at droppe eventuelle forbehold eller ligegyldighed. Vi nærmer os det. Vi vil gerne smelte sammen med det. Vi nyder at være i en tiltalende favn. Vi nyder at se på en smuk blomst. Vi nyder et selskab uden mislyde. Vi viser anerkendelse for en rose, og vi har ikke lyst til at skade den – tværtimod. Det er den reelle kærligheds væsen, vi mærker tilstedeværelsen af: nærværet, det uforbeholdne, det at anerkende nogen eller noget i samme grad som os selv. Vi kan sidde på en bænk ved søen, se ud over det rolige vand og op på aftenhimmelen og næsten stirre hul i den og pludselig føle, at vi er et med det hele og dog stadig os selv. Roen kan falde på os i endnu større grad, og måske får vi et glimt af en følelse af ”upliftment” - en oplevelse, der kan være svær at sætte ord på. Alligevel vil jeg forsøge: det føles som en stille, stille fryd. Som et næsten uhørligt fundament af glæde. Det har ikke noget med tilfredsstillelse at gøre. Det er snarere en følelse af tilfredshed; at alting er som det skal være. Der kan blive helt tomt på en fredfyldt måde.

Med andre ord: vi befinder os i en vederkvægende oplevelse. En oplevelse, der kan hænge ved os længe efter. Det er sådanne oplevelser, vi tanker op ved.

Vi samler på dem. Ikke sådan at vi ønsker at banke et søm gennem fuglen og banke den op på væggen. Vi kender egentlig godt flygtigheden i oplevelsen og ved, at vi skal være i den mens den er der, og at den kun kan fastholdes i mindet. Det er det skønne ved det vederkvægende. Det handler ikke om, at det skal være perfekt. Det handler om at se og acceptere, at intet er perfekt og stadig finde skønheden i det.

Men vi kan også have grelle oplevelser som hænger ved. Oplevelser, som er det modsatte af det, der får os til at opleve at høre til, være en del af del af noget større. Ofte hænger de sammen: mennesker udvikler sig, og somme tider i hver sin retning. Man kan have haft et afhængighedsforhold a la jeg kan ikke leve uden dig, og ingen anden skal have dig. Det er selvfølgelig en håbløs indstilling, som kun kan ende i en eller anden slags ulykke. Men kan han også have haft den stille, frydefulde oplevelse af nærværet og alligevel blive overlistet af et krampagtigt ønske om, at det skal blive ved.

Men intet bliver ved – heller ikke et parforhold. Det, der faktisk sker er, at de genskaber det hver morgen. Med deres nærvær, åbenhed og ved at værsætte den anden som de værdsætter sig selv. Vi vågner jo ikke op og tænker: Nåh, er det nu hende der ligger der igen - lige som i de andre måneder og år. Den indstilling ville jo være ødelæggende for ethvert forhold. Og derfor er det jo sådan, at når vi holder op med at gøre det, der genskaber forholdet, så visner det, for det kan ikke fastholdes.

Man kan blive gamle sammen, og den fysiske skønhed er alvorligt forandret. Alligevel kan vi se på hinanden med det vederkvægende blik for det menneske, som vi værdsætter. Det betyder ikke, at vi har mistet vores blik for det fysisk skønne. Men det betyder måske, at vi har udviklet vores sans for at dvæle ved det skønne i højere grad end ved det, som ikke mere er så skønt. Og på et tidspunkt hvor vi er nået til at være forklædt som pensionister, da kan vi opdage, at vores sind er lyst som hos den ukuede ungdom – hvis vi plejer det.

Selv om alt det vederkvægende er flygtigt, så er der interessant nok alligevel noget, der kan fastholdes, men det er først og fremmest de ikke særlig behagelige oplevelser, for de sætter deres spor i hukommelsen og vi lærer at tage vores forbehold – og forbehold er jo det modsatte af kærlighedens essens. Forbehold skaber små afstandtagender, måske store. De er ikke inkluderende – de er ekskluderende. De skaber afstand og ødelægger muligheden for oplevelsen ved søen, hvor vi kiggede hul i himlen og fik oplevelsen af at høre til – at alt hører til.

De, som har, skal mere gives, mens de, som intet har, skal alt tages fra. Mange har måske spekuleret over, hvad det betyder, og der er sikkert lige så mange bud på betydninger, som der er mennesker, der kender citatet. Måske endda flere.

For mig betyder det, at har man samlet godt med oplevelser af den vederkvægende karakter, så er man også mere indstillet på at se det smukke, se mulighederne, se det konstruktive, favne udfordringerne og tage dem til sig. Har man først opnået denne indstilling, så er det enklere at fortsætte på den måde – også i modgang.

Har man derimod alt for lidt af den slags oplevelser og i stedet fået fyldt rygsækken med uoverstigelige genvordigheder, så er der jo heller ikke noget at sige til, at man møder nye tildragelser med skepsis. Og måske er dette hele forskellen: skeptikeren er allerede forudindtaget, mens kritikeren løfter hovedet og undersøger før han danner sin mening. Men som jeg husker Storm P. så sagde han: For at finde ud af noget, er det først nødvendigt at finde ind i det, men har man først fundet ind i det, så er det næsten umuligt at finde ud af.

Skeptikeren dropper besværet. Der har alligevel været for mange oplever, der siger, at det ikke er umagen værd. Skeptikeren har sine erfaringer at holde sig til. Kritikeren må være nærværende og tage stilling til situationen her og nu og undersøge, undersøge og undersøge før der fældes en eventuel dom.

Man kan sige, at pessimisten forventer det, han mindst ønsker sig, mens optimisten forventer det, han mest ønsker sig. En dreven skeptiker kan blive helt skuffet, hvis skepsissen ikke holder stik.

Så for ikke at risikere at blive skuffet, så skærer man ned på de konstruktive forventninger og skærer i det hele taget ned på kontakten til omverden, og så er man faktisk godt i gang med at etablere den depressive reaktion.

Selv om man har nogle talemåder om uautoriserede personers tolkning af Biblen, så giver citatet:

(der er massevis af bud på oversættelser, men her er min foretrukne)

The eye is the lamp of the Body. If the eye is single, your whole body will be full of light. But if the eye is bad, the body will be full of darkness. Matt. Kap. 6 vers 22-23.

Single er et gammelt ord for noget udelt, sammenhængende og klart.

Så er ens måde at se på udelt, uproblematisk, sammenhængende og klar, så fyldes man af vederkvægelse/lys, mens hvis ens måde at se verden på er dårlig/skadet, så fyldes man af det ikke-vederkvægende, som vi i denne sammenhæng kan kalde mørke.

Har man samlet for meget skidt i bagagen til at kunne møde verden med uforfærdethed

________________________________ _ ______________________________

Blessed are they who see beautiful things in humble places where other people see nothing.

(Cit. Camille Pissarro)

________________________________ _ ______________________________

og frejdighed, så er man altså på den. Og man betaler igen og igen for ikke at have det, der ville være så godt at have. Med andre ord: den depressives måde at være på, at forstå på, at forholde sig til sine tanker og følelser på, kører ham ned – endnu mere ned – med mindre der er samlet tilstrækkelig meget til at give en vis modvægt.

Helt konkret har jeg set gang på gang, at mennesker er blevet smukkere, når de har kastet deres problemer af sig, enten ved at smide dem, de faktisk ikke behøver at forholde sig til, eller ved at finde gode løsninger på dem, som de nødvendigvis må forholde sig til. Der er en afklarethed i deres ansigt og kropsholdning, der gør dem smukkere.

Som en klient engang sagde: jeg blev engang spurgt, hvad psykologen gjorde, og jeg måtte svare: det er som om han går foran og holder lanternen højt. Han lyser ind i mit sinds mørkeste kroge, lærer mig at se og forstå, at det svære var noget, der var sket og ikke sker igen, og det giver mig fred.

Vi kan ikke udvikle os hen mod den dybe fred og opløftethed gennem ubehagelige situationer i sig selv. Set i denne sammenhæng er der ingen grund til at byde os selv frustrerende oplevelser. At være deprimeret låser fast – tilstanden skaber i sig selv ingen udvikling, snarere tværtimod. Men vi kan selvfølgelig udvikle os gennem det konstruktive, vi lærer og oplever i processen med at løse op for vores vanskeligheder. Det er der vi igen kan vokse, gro og udvikle os.

Eller som Bob Moore formulerede det (cit. Montreal, Juni 1979):

”Det er kort sagt ikke disharmoni, had, jalousi eller angst, der får livet til at fungere. Det er den realitet, der ofte ligger skjult bagved, som skaber de aktiviteter, som får vores liv til at fungere”.





  • Comments(0)//medkaerlighilsen.gunnarhatt.dk/#post9

Findes der destruktive følelser?

Filosofiske smulerPosted by Gunnar Hatt Fri, April 28, 2017 18:55:29
Jeg har tit undret mig over, at der er nogle følelser, som man kalder destruktive. Det er ikke fordi jeg ikke forstår, hvor ubehagelige de kan føles uanset om de er mine egne eller nogen, jeg får smidt i hovedet fra andre. Det er ikke fordi jeg ikke kan se, hvor meget ravage, dekan lave, når de bliver lukket ud, eller hvor meget ravage de kan lave når de ikke bliver lukket ud.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan se, at dem, som vi kalder negative følelser og som vi oftest helst er fri for. Eller fordi jeg ikke kan indse, at en fysisk smerte kan blive så overvældende, at den bliver for svær at håndtere, så jeg bare ønsker at dulme det.

Det er fordi jeg ser følelser som budskaber til bevidstheden, budskaber om, at der er noget, som jeg skal tage vare på. Et budskab kan man opfatte som godt eller dårligt, men i sig selv er det bare et budskab. Ham, der har sendt mig en regning, kan sikkert godt lide budskabet, mens det slet ikke er sikkert, at det falder i god jord hos mig.

Men en følelse er jo en følelse, og en følelse i sig selv kan i mit univers ikke være hverken positiv eller negativ. Det positive eller det negative afhænger helt og holdent af, hvordan vi forholder os til følelsen. Hvordan vi forstår budskabet.

Er det negativt at føle, at man fryser? Det er ubehageligt, ja, men er det en negativ følelse? Hvis jeg fryser kan jeg vælge at blive irriteret, men jeg kan også tage lidt mere tøj på, eller skrue op for varmen og i det hele taget sørge for, at jeg ikke ender med en forkølelse. Jeg kan også få den ide, at det kunne være dejligt at søge lidt ekstra varme under kærestens dyne. Om hun så synes, at MIN følelse er positiv eller negativ, ja, det afhænger nok af hendes humør.

Og sådan kan vi fortsætte. Jeg sad engang i lægens konsultation, fordi jeg havde fået en springfinger af overdrevent violinbyggeri, hvor min entusiasme havde fået mig til at overse, hvor meget jeg havde fået belastet min tommelfinger. Den skal lige have en lille operation, sagde lægen og tilføjede: Jeg skriver lige noget smertestillende op. Han så mildest talt undrende på mig, da jeg sagde: Ved du hvad, det skal du ikke gøre. Den smerte er jo til at holde ud, og den er der vel for at jeg endelig kan lære at passe på min tommelfinger og lære ikke at overbelaste den en anden gang. Det ville være en lille smule hjernedødt at bortfjerne smerten, når min krop nu ikke har få forfærdelig mange andre måder at lære mig det på. Hvis den da overhovedet har andre måder at lære mig det på.

Smerten er en del af en læreproces – ellers ville smerte jo være totalt overflødig.

Lidelsen er en del af en læreproces – ellers ville lidelsen jo være totalt overflødig.

Bøvlet er en del af en læreproces – ellers ville bøvlet jo være totalt overflødigt.

Sådan kan man også se på andre følelser.

Det, der kan gøre, at en følelse er destruktive, eller rettere, at vi kalder den destruktiv, er, at udelukkende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer den.

Skyld og skam ville vi kalde destruktive følelser, fordi de kan ødelægge meget i vores liv. Men oversætter vi skyld og skam til at vi er usolidariske med os selv, så ændrer perspektivet sig. Gider jeg bære på en skyld? Hvad bruger jeg i det hele taget skyld til? Tja, vel sagtens det samme som de allerfleste andre mennesker: nemlig til at undgå at gøre det, som ville løse op for problemet. Vi deler skyld ud til os selv, og vi deler skyld ud til andre. Og hvad sker der som regel ved det? Ikke andet end at nogen får det dårligt i stedet for at interessere sig for at forstå, hvorfor det skete som det skete, og hvorfor det ikke behøver at ske sådan igen. Så i stedet for at bruge skyld til at blive klogere, så bruger vi den som regel til at forlænge lidelsen. Det samme gælder skam. Det kan være vi har gjort noget dumt. Men så kan vi vel blive klogere, hvis vi vil. Men vi kan også vælge at tage skyldens byrde på os og bilde os ind, at hvis vi nu er rigtig grimme ved os selv, så ophæver det, at vi har været rigtig grimme ved andre. Men så er realiteten jo, at vi fortsætter med at være grimme, grimme ved nogen, nu er det bare lidt mere ligeligt fordelt, og så mener vi, at det er retfærdigt. I min forståelse er det en forøgelse af smerten – også selv om den bliver båret på flere skuldre. Det er på ingen måde noget, der i sig selv fører til en bedre verden.

Jeg snakkede engang med en ung mand, som var havnet i et tyrkisk fængsel, fordi han havde kørt et menneske ihjæl. Han havde kørt for hurtigt, og han havde overset noget vejarbejde. Bump! Ødelagt bil og død mand. Men havde han lært noget? Jeg synes det ikke. Han blev ved med at køre lidt for hurtigt, og mindst én gang blev jeg bekendt med, at han havde kørt bil i ret påvirket tilstand. Men selvfølgelig skammede han sig og følte sig skyldig, når han kom til at tænke på den forfærdelige oplevelse.

Jeg snakkede engang med en anden mand i en mere moden alder. Han fortalte, at han engang ved et uheld i Genova's travle havn, som kranfører, var kommet til uforvarende at dumpe en container ned over en mand, der døde på stedet. Han fortalte, at han i alle årene siden havde påtaget sig en disciplin: aldrig nogensinde siden med overlæg at tage livet af noget levende væsen. Så han en myre på havegangen, så trådte han uden om den. Havde han fået jordbier i græsplænen, så ventede han til vinteren med at destruere boet. Han fortalte om, hvordan hans nabo engang var kommet over og havde beklaget sig over, at vores bekendte husede et stort hvepsebo i sin carport, og at naboen klagede over, at det var disse hvepse, der invaderede han søndags-morgenbord i haven. Jeg husker ordret, hvad han svarede: Hvis du kan bevise, at det er mine hvepse, der ødelægger din fornøjelse ved morgenmad i haven, så må du gerne fjerne hvepseboet. Jeg selv vil hellere leve med det. Hvad kunne han gøre andet end at ære den døde havnearbejder med igen og igen at minde sig selv om, at liv var værdifuldt, og det, som han i mangel på tilstrækkelig opmærksomhed havde taget, det gjorde han til en en konstruktiv disciplin. Alligevel gjorde det ham på ingen måde blødsøden. Han var arbejdsleder og som sådan indimellem nødt til at afskedige folk. Men han valgte med omhu at gøre det på den måde, der gav mindst bøvl for alle. Det lykkedes ham på den måde at få nogle oplevelser af, at hans son-offer faktisk blev en glæde for ham at give.

Det er med andre ord i allerhøjeste grad op til os selv, om de emotioner, vi oplever, bliver konstruktive for os, eller om de bliver negative.

Vrede kalder man generelt en negativ følelse. Men vreden i sin grund er ret harmløs. Men kan forestille sig, at ens vrede er en lille hund, som larmer, hver gang der sker noget, som er anderledes end det, vi selv har brug for. Man kan så vælge mellem at sende hunden lige i flæsket på den anderledestænkende, eller man kan sige til hunden/vreden, at det er dejligt, at den fortæller, at der er gang i et eller andet, som man skal tage sig af, klappe den på hovedet og sige ”dæk”, nu skal jeg nok selv tage mig af det.

Alle følelser har dette element i sig, at de skal få os til at blive opmærksomme, gøre noget, og helst med en konstruktiv indsigt, så problemet faktisk løser sig. Det går i sig selv, når vi gør det, som får harmonien til at genopstå. Men først må vi som regel række ud i verden og foretage de nødvendige ændringer.

Det er derfor grækerne kalde dem emotioner: af e-, som betyder ud, og motion, som betyder bevægelse. Fordi alle emotioners natur er, at de skal få os til at forholde os til et problem og løse det Det er ikke de emotionelle, der skal bestemme måden man handler på. Vreden skal ikke bestemme. Vi kan blive så vrede, at vi har mest lyst til at bide de andre i benet, eller gøre det, der er værre. Men dybest set er vreden for os mennesker blot en budbringer. En budbringer om, at vi ikke har det godt nok med det, der sker.

Med andre ord: vreden er dybest set en afstandtagen fra det, der sker. En manglende accept. En afstødning.

Den tager mange former, fra utilfredshed, via irritation, afstandtagen, vrede, fordømmelse til raseri. Alle sammen er de variationer over vrede.

Og så er der jo mange, der bestyrtet vil udbryde: vil det så sige, at du mener, at vi blot skal acceptere alt? Og svaret er: accept er at tage virkeligheden til sig og derudfra bestemme, hvorcan man vil handle på virkeligheden. Accept har såden set intet med passivitet at gøre. Faktisk kan man sige: egentlig tværtimod. Accept er at åbne øjnene og indse, hvad der foregår, at erkende, hvad virkeligheden er – det er accept.

Skyld er noget i retning af det modsatte. Skyld er som regel et forsøg på at undgå at indse, hvad der er foregået, at forsøge at undgå at acceptere, at det rent faktisk foregik, og bruge tiden på at dunke andre eller sig selv oven i hovedet, i stedet for at søge de konstruktive løsninger.

Det tager tid at øve sig i at opløse ”negative følelser” i de to bestanddele: følelsen som sådan på den ene side og hvordan vi vælger at forstå den og løse det problem/den ubalance, der har afstedkommet den. Det tager tid at forstå, at vrede ikke er noget, som man bare skal smide i hovedet på andre, men at der er en ide i, at det er en selv, der føler vreden, og dermed en selv, der må tænke over den mest konstruktive måde at håndtere ubalancen eller uoverensstemmelsen på.

Eet er sikkert: enhver emotion kommer af en ubalance, og det kan gøre godt at forstå emotionen – uanset om den er rar eller sindsoprivende – som et signal om, at en ubalance trænger til at blive korrigeret.

At fryse handler om at række ud af termostaten. Sulten handler om at række ud efter køleskabet, utålmodigheden er signalet om, at der er noget man trænger til skal ske, tissetrangen om at man skal finde et sted at komme af med vandet. Og det sidste er en fortrinlig emotion til at illustrere, hvad der sker, hvis man fornægten en emotion, der har rødder i realiteten: den bliver bare større og stærkere og ender med at tage mangen fra en.

Ligesom børnehavelærerinden, der ikke skal vente med at handle på larm og vild leg til det bliver for meget og der sker ulykker, ligesom hun skal lære at være opmærksom på signalerne og handle i tide så der altid rimelig ro og overblik, ligesådan vil det være en kæmpe fordel, at lærer at elske sine ”børnehavebørn” og lærer at tage vare på deres behov og finde de konstruktive løsninger på dem.

Ingen emotioner, selv ikke de mest uønskede, kommer for at genere dig. Og jo mere de er gejlet op, jo mere er de udtryk for, at du har forsømt at tage dig kærligt og indsigtsfuldt af dem.

For den depressive er der et stort arbejde med at forstå, at alle de ”negative” følelser ikke kommer for at genere, men faktisk for det modsatte: for at appellere til, at man begånder at tage hånd om sit liv med større indsigt og bedre færdigheder.

Jamen hvad så med jalousi, vil nogen spørge. Det er da en negativ følelse at være jaloux.

Men hvad er da kernen i jalousi? Hvad om vi omdøber følelsen til: jeg tror, at der er nogen andre, der får det, som jeg selv meget gerne vil have.

Der er jo ingen grund til at blive jaloux, hvis man selv har så rigeligt. Det er jo netop fordi der er noget, som man savner, at man føler jalousien.

Faktisk talte jeg engang med en mand, som blev rigtig glad for denne udlægning, for pludselig gik det op for ham, at han faktisk ville sin kone – ville hende – at de var gledet fra hinanden i hverdagens trommerum, og at han jo forestillede sig, at der stadig var liv i hende, og at eftersom han ikke fik mulighed for at opleve det, så måtte det vel være fordi en anden fik det. Og tilsvarende: hvorfor blive jaloux over, at en anden eventuelt, måske, fik noget, med mindre det var fordi han selv ønskede mere end han havde givet sig selv lov til at mærke. Jalousi kan ødelægge et parforhold, men følelsen kan lige så godt bruges til at puste liv i noget, som er gået hen og blevet mere kedeligt end der faktisk er dækning for.

Er det ved at være klart: emotioner er som postbude. De afleverer en information. Det gør de uanset om det er rudekuverter eller invitationer til et eller andet interessant. Lad være med at interessere dig så meget for postbudet – han afleverer bare vigtig information. Kig på brevet. Forstå indholdet. Find konstruktive måder at klare udfordringen på.

Destruktive følelser er et særdeles misvisende begreb.

Jamen, siger mange, når vi er depressive, så har vi en masse emotioner, som vi ikke kan døje. Vi vil bare af med dem. Ja, men husk, at emotioner bare er budbringere om ubalancer. Fix ubalancen, og følelsen går i sig selv. Eller nægt at fixe ubalancen, og emotionen vil blive mere intens.

For mig at se er det nødvendigt at arbejde på to planer: det ene er at indse, hvad det ukonstruktive mønster kommer af, så man kan begynde at lukke energien ud af det, og det andet er at blive dygtig til at tage sig af sit liv. Det første – det med at kigge indad – skal man som regel have hjælp til at lære ordenligt. Det andet er faktisk en del lettere.

Kodeordene til arbejdet kunne være præcis forståelse, accept, medfølelse og handling.



  • Comments(0)//medkaerlighilsen.gunnarhatt.dk/#post6

Kærlighed kontra depression

Filosofiske smulerPosted by Gunnar Hatt Sun, January 15, 2017 17:00:57
Somme tider kan det være godt at stille et begreb op mod noget andet for at få nuancer frem. Depression er på mange måder fravær af kærlighed. Kærligheden er forbundet med åbenhed, nærvær og accept. Depression med lukkethed, afstandtagen og manglende accept.
Depression lukker sig om sig selv. Kærlighed åbner og skaber kontakt.
Men hvad er da kærlighed?
Jeg vover en definition (inspireret af Bob Moore):

Love is
to contact
that point
in another person
that makes him grow.

Jeg hakker den gerne i stykker:
Love is (det er jo en kendsgerning)
To contact (det er altså noget man gør. Det giver ingen mening af snakke om kærlighed som andet end noget man praktiserer)
That point (man skal ikke være slasket, men være ret præcis for at få den rette udvikling i gang)
In another person (faktisk kan man udvide området til også at gælde at kontakte det område i en selv, som giver udvikling, og det er heller ikke noget krav, at det er en person).
That makes him grow (det er selve essensen af den gode kontakt: vækst.

Intentionen med at gøre noget kan være knyttet til kærlighed, men det betyder ikke, at der kommer en kærlig handling ud af det. Det har vi jo set utallige eksempler på. Jeg gjorde det jo af kærlighed, vil mange hævde, men det, de gjorde var måske i realiteten det stik modsatte. Tante Agathe vil jo hævde, at hun hjælper af kærlighed, men problemet er, at det oftest bliver en bjørnetjeneste i stedet.

Hvad er da depression?

  • Comments(0)//medkaerlighilsen.gunnarhatt.dk/#post3